Kronik om diabetes
I dag er vi ikke længere sultens, men fedmens slavehær. Bonde skrev en stærkt debatskabende kronik om emnet i Politiken den 25/9-2006. Her er den.
Kronik: Fedmens slavehær
Bragt som kronik i Politiken 25. september 2006
Jens-Peter Bonde er medlem af Europaparlamentet
Hvert femte barn i Europa er overvægtigt. Det er jeg også. Min diabetes er selvskabt, jeg har selv spist mig til den. Men den er også resultatet af, at vi ikke tager fedmetruslen lige så alvorligt som terror.
En dag ringede doktoren efter et rutinetjek.
»Kom straks, du har diabetes«. »Dia-hvad-for-noget?«.
Jeg har kun tyve års uddannelse, så jeg vidste ikke en dyt om sukkersyge. Jeg måtte på nettet og læse om sygdommen. Jeg kunne blive blind, få åreforkalkning, blive impotent, miste benene, og efter amputationen: i kørestol i resten af et forkortet liv. Det var skræmmende udsigter. Så gik jeg ind på diabetes.dk, meldte mig i Diabetesforeningen, købte en lille blodsukkermåler og smed hurtigt otte beslutsomme kilo.
Siden har jeg hver måned fået et fremragende blad med nyt og gode råd. Hver weekend cykler jeg et par timer rundt om Furesøen eller gennem Dyrehaven og hilser på hjortene, når de står op og spiser. Jeg har indrettet motionsrum i kælderen med motionscykel og romaskine og kan samtidig se fjernsyn til nyhederne.
Der er et liv efter den chokerende melding. Pillerne morgen og aften er lettere at styre end at holde alle forsætterne om sund mad og daglig motion. Før havde jeg været med i forskellige patientorganisationer for at støtte dem. Nu meldte jeg mig ind, både for at støtte og selv at få støtte.
Jeg fik en skrap diæt fra lægen og en uhyggelig lang liste med de ting, jeg skulle undgå. Lægen vendte alting på hovedet. Det jeg kunne lide, skulle jeg nu undgå. Det jeg hidtil havde gået udenom, sku jeg nu ku` li`.
Ingen fede sager, ingen slik, ingen alkohol, kun lidt vin.
Højst 5 gram sukker ad gangen. Seks små regelmæssige måltider hver dag og en halv times daglig motion.
Hvordan skulle jeg kunne forene det med et arbejde som medlem af EU-parlamentet, som skiftevis mødes i Bruxelles og Strasbourg og indebærer ufatteligt mange rejser?
Jeg havde fået sukkersygen under Poul Nyrups folkeafstemning om udskiftningen af kronen med euroen i år 2000. Kampagnen blev til for mange franske hot dog før alt for sene måltider. Det er desværre meget svært at spise sundt, når man er på farten.
Hvorfor går DSB-kioskerne ikke mere foran med sunde fastfoodmåltider?
Hvorfor beder man ikke flyselskaberne servere sund mad?
Hvorfor tager fødevareministeren ikke en forhandling med McDonald’s og Burger King?
Hvis frivillighed ikke rækker, kan der suppleres med regler, skat og afgifter.
Nogle af os er svært disponerede for diabetes fra fødslen. Ved nærmere eftersyn er den godt udbredt i min fars familie. Jeg har fire drenge. De to har min kropsform og vil måske også få diabetes. De to har min slanke kones og elsker naturligt de grønne sager, som vi diabetes-disponerede begrænser til fordel for et federe og sødere liv.
Hvis vi registrerede diabetes i familien hos lægerne, ville det blive meget lettere at forebygge sygdommen ved at tage en åben samtale med diabetes-kandidaterne.
Vi har 130.000 registrerede diabetikere i Danmark og endnu flere, som ikke ved det. Vi koster allerede nu 13 milliarder kroner for hospitalerne. Diabetes kan udvikle sig til en epidemi med måske 800.000 danskere som patienter.
Kort efter min sygdom mødte jeg en lægeven, der da havde haft diabetes i 37 år og kaldte den for »verdens sundeste sygdom«. Vi skulle bare gøre det, som alle andre mennesker også bør gøre: motionere og spise sundere.
Hverken mere eller mindre, så enkelt – og svært – er det. Jeg taber hver dag drabelige slag mod alskens lækker lokkemad. Jeg er fast besluttet på aldrig at købe pølser, men falder af og til i. Jeg siger, jeg vil ikke, og går lige hen og køber det, jeg ikke vil. Slik går jeg udenom, lige til jeg fristes igen. Alkohol drikker jeg aldrig, øl uhyre sjældent, men vin vil jeg nødig undvære et par gange om ugen. Det går an med et par glas, når man lærer at drikke mere vand end vin. Det er let at holde sig ædru ved receptioner med masser af vand. Koldt vand med isterninger smager ligefrem skønt.
Server altid koldt vand i stedet for eller sammen med sodavand, øl, vin og alkohol.
Fjern al sukkervand fra skoler og kantiner. Opsæt i stedet fontæner med iskoldt vand.
Hold fast i den gode kvalitet i dansk grundvand, så vi fortsat kan drikke den direkte fra hanen.
For tiden sidder jeg i et forligsudvalg i EU og prøver at undgå nogle pesticider, som EU vil have os til at tillade i grundvandet. Connie Hedegaard slås med et pesticid-direktiv, som også vil tillade mere sprøjtegift. Grundvand skal behandles som guld.
Velsmagende koldt vand før og under alle måltider er måske det allervigtigste, vi skal organisere, hvis vi vil begrænse indtaget af kalorier. Diabetes er en livsstilssygdom, fordi vi spiser alt for meget sukker og fedt. Behandlingen er dyr og besværlig hos den enkelte. Det er meget billigere at forebygge ved at gøre det attraktivt at drikke og spise sig rask. Hvorfor ikke starte med at fjerne alle tilskud til udbredelse af diabetes? EU’s landbrugspolitik fremkalder direkte mere sygdom med vores milliardstøtte til udbredelse og billiggørelse af sukker, fedt, alkohol og tobak.
Først lægger EU et loft over de afgifter, vi selv må opkræve for tobak og alkohol. Dermed øges udbredelsen af de skadelige stoffer, særligt til unge, hvor prisen spiller en stor rolle for forbruget.
Dernæst betaler vi gennem EU direkte tilskud til produktion af fedt og sukker. Skolemælk får dobbelt så meget i tilskud til den fede sødmælk som til den sundere skummetmælk og kærne. Kakao-sukker-mælk får tilmed også tilskud fra EU’s skatteydere.
Fjern samtlige tilskud til sukker, fedt, alkohol og tobak. Det forslag har jeg fremsat i EU-parlamentet. Budgetudvalget skal snart stemme om det.
De generelle landbrugstilskud favoriserer de usunde landbrugsvarer. EU betaler mest til det usunde animalske landbrug. Det bliver til 12 kroner til hver ko hver dag – det samme som halvdelen af Jordens befolkning må klare sig for.
Indgreb for frugt og grønt går ud på at holde priserne kunstigt oppe, selv om udbredelsen af billig frugt og grønt vil være den allerbilligste medicin mod alle livsstilssygdomme. Som sukkersyg må jeg kun spise tre stykker frugt om dagen. Andre kan roligt spise sig mætte i frugt og grønt. Men det er meget dyrt i Danmark at købe frugt og grønt i butikkerne. Den billige frugt har ofte sprøjterester og minder fra et syrebad. Jeg glemmer aldrig et par æbler, jeg havde stående i en varm lejlighed i Bruxelles et helt år. Æblerne så stadig friske ud, indtil jeg åbnede for den sminkede råd. Frugt skal gøres både bedre og billigere.
Brug EU-princippet om, at forureneren skal betale gennem afgifter på sprøjtemidler og/eller ved at begrænse eller helt fjerne skat og afgifter på økologisk frugt og grønt.
Lad enhver haveejer lovligt kunne sælge alt grønt sort.
Lad os få boder ved vejene og salg af sund mad, frugt og grønt – f.eks. gulerødder – i pølsevogne, fastfoodforretninger og kafeer.
Lad virksomhederne købe frugt til medarbejderne.
Uddel gratis frugt i skoler og institutioner.
Fjern EU’s tilskud til opkøb og ødelæggelse af frugt og giv i stedet pengene til gratis frugt til skoler og institutioner.
Og giv os i dag vort daglige brød. Jeg har friskt hjemmebagt groft rugbrød i bagagen, hver gang jeg flyver på arbejde. Jeg sætter det i køleskabet og tager en skive hver tredje time, gerne med lidt stærk blå ost. Det giver masser af smag for få kalorier. Jeg kan købe godt rugbrød hos bageren, men sjældent i supermarkedet, selv om der findes ufede fabriksbrød.
Sælg friskbagt groft rugbrød i supermarkederne hver dag og server den i alle kantiner.
Snak med bagerne og brødfabrikkerne. Få dem til at reklamere for og sætte prisen ned for det sunde brød. Hæv i stedet prisen for de usunde franskbrød og kager.
Læg gerne en kraftig afgift på fedt og sukker, så det usunde også bliver dyrest.
Det skal koste noget at spise sig syg. Det skal være billigst at spise sig rask.
Samfundet kan også gøre meget for at fremme motion. Åbn skolernes gymnastiksale for forældre, anbring motionsredskaber overalt, lav gratis gymnastikhold. Lad også svømmehallerne være gratis.
Fjern EU’s 15 procent told på cykler og gør i stedet bilkørsel dyrere.
I Storbritannien har man nu udnævnt en minister for fitness, fordi den kendte kok Jamie Oliver har råbt vagt i gevær mod den daglige mad. De britiske prognoser er skræmmende: I 2010 regner man med, at hver tredje britiske mand og hver fjerde britiske kone er overvægtige.
Supermarkedskæden Tesco er i gang med at mærke 7.000 varer med advarsel for fedt og sukker og andel af anbefalet dagligt indtag.
Lad Brugsen, A.P. Møller og de mindre kæder gå sammen om en tydelig mærkning af alle fødevarer. Hvorfor ikke give det fede, søde og usunde samme markante advarselstegn som tobak?
Hvorfor ikke supplere negativ mærkning med fælles positive anprisninger af den mad, som patientorganisationerne kan blive enige om at anbefale?
Hvorfor er sundhed, fødevarer, afgifter og motion fordelt på forskellige ministerier. Hvor er koordinationen og ministeren, der viser os syndige vejen frem og får alle regler og offentlige incitamenter til at virke for det sunde liv?
Vi er ikke længere sultens, men fedmens slavehær. Hvert femte barn i Europa er overvægtig. Lad os begrænse fedme-epidemien hos vore børn hjemme og i skolerne.
Vi kunne forbyde alle reklamer, der vil fylde vore børn med fedt og sukker.
Vi kunne slippe af med dårlige madpakker og fede chips ved at tilbyde alle børn et varmt og gerne økologisk måltid mad i skolen, som de gør i Sverige.
Vi kunne forbyde slik og sodavand i skolerne, som de gør i Horsens.
Vi kunne også omlægge skatter og afgifter. Hvorfor ikke begrænse momsen eller give direkte tilskud til de varer, der lever op til nærmere krav om maksimalt fedtindhold, sukker og så videre?
Det er ikke klogt at fjerne momsen på al mad. Den sunde mad skal støttes selektivt ved at give tilskud eller momslettelse til frugt, grønt, fisk og mager mad, hvis den ellers lader sig definere og kontrollere. Hvorfor ikke starte en omstilling med at lade salg af økologisk frugt og grønt slippe billigere end usund og forurenende produktion?
Det er først, når man selv har rørt asfalten, man tænker så radikalt. For to år siden fik jeg lægens dom efter en løbeskade, som min diabetes kan forværre. Jeg må aldrig mere løbe, men nøjes med at cykle og svømme. I tre måneder gik jeg med stok og kørte i rullestol. Jeg skulle hilse og sige, at hverken Folketinget eller EU-parlamentet eller mange andre bygninger er indrettet efter folk i rullestol. Lufthavnene er. Man ringer blot og meddeler, man skal med et fly. Fluks er der en rullestol parat ved afrejse og fremkomst, også til dem, der rejser med lavprisfly. Det virker. Tak.
Men loungerne flyder med gratis fedt, sukker og alkohol.
Hvorfor er det usunde gratis, men ikke motionscykler, løbebånd og andet fitness-udstyr?
Vi skal omtænke tusind detaljer fra barndom over skole og arbejde til grav. Det er meget billigere at forebygge end at indrette vore skoler for fedmehandikappede elever i rullestol.
Det er ikke alt sammen samfundets skyld. Jeg vil ikke løbe fra mit personlige ansvar. Overvægten har jeg selv spist mig til. Jeg mistede fornemmelsen for mæthed for nu 20 år og over 10 kilo siden, da jeg holdt op med at ryge. Min diabetes er selvskabt, men den er også resultatet af, at vi ikke tager fedmetruslen lige så alvorligt som terror.
I Danmark dør mange flere af sukker, fedt, tobak og alkohol end af terror. Vi finder os i ekstra ventetider på halve og hele timer i lufthavne for at begrænse terror. Tænk, om vi tog diabetes og andre livsstilssygdomme lige så alvorligt.
JENS-PETER BONDE
