Jens-Peter Bondes printside

Studenteroprør med Bertel Haarder

Her er en artikel til Aarhus Universitet om studenteroprøret med Bertel Haarder.

Af Jens-Peter Bonde
Medlem af EU-Parlamentet
for JuniBevægelsen (J.dk)

Jens-Peter Bonde er født i Aabenraa i 1948, student fra Aabenraa Statsskole 1966 og startede på Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab i 1966. Han blev medlem af Europa-Parlamentet fra det første direkte valg i 1979, talsperson for JuniBevægelsen og formand for Gruppen for Selvstændighed og Demokrati. Bonde har udgivet 55 bøger om europæisk samarbejde og skriver hjemmesiderne Bonde.eu og euabc.eu

Jeg er 68`er, på godt og ondt. Mest godt.
For mig startede det i ”statskassen” i 1966 i det gamle kristendomsinstitut på Trøjborgvej. Vores da vordende dronning Margrethe havde netop forladt instituttet. Hun sang med på John Learer, men ikke Internationale, ved aftenerne på kollegiet i parken med Jørgen Flindt Petersen, Bettina Heltberg og andre kendisser fra de første gyldne årgange, på det nye politiker-studie.
Vi var nu så mange, at vi måtte flyttes over til de nuværende bygninger i Universitetsparken. Vi var den store nye årgang med 67 studerende på holdet. Det var ikke længere forbeholdt forretningsfolkenes, sagførernes og lægernes sønner at studere med de fine folk på universitetet.
Nu blev vi også sluppet ind fra helt almindelige hjem i provinsen, selv om vi ikke var vokset op med bøger og finkultur, og måske ligefrem havde svært ved at udtale et ord som propædeutiske forelæsninger, amanuenser og filosofikum.
Vi startede forelæsningerne på Institut for Statskundskab hver morgen med at rejse os og bukke for professoren. En af dem var Poul Meyer - med en fortid i 30`ernes konservative ungdom og siden lederskribent på Information og forfatter til en lille nyttig indføring i statskundskabsstudiet. Bogen hedder slet og ret: ”Politik”.
Nu havde juristen kastet sig over David Eastons politologibøger og lærte os, at politik er kampen for fordeling af værdier med gyldighed for et samfund.
Det var svært, og vi studerende snakkede ikke sammen. Så pludselig, i 1968, eksploderede det hele. Vi bukkede ikke længere for professoren. Vi forlangte, at deres viden også skulle kunne formidles pædagogisk. Vi fik gruppearbejde og gruppeopgaver og et meget mere moderne uddannelsessystem.
Studenteroprørets varige værdi var mere normale omgangsformer mellem professorer, lærere, studerende og det teknisk-administrative personale.
Universitetet var dengang et elfenbenstårn, hvor de almindelige politiske opdelinger ikke fandtes. Viden var objektiv, som formuleret af den ledende professor på hvert fakultet.
Studenterforeningen var laugets hyggelige forening, som havde valgt forfatteren Bettina Heltberg som ledende senior i 1965. I Studenterforeningen mødtes herrerne i smoking. Nu blev politik også ført ind i Studenterlauget.
Min første valgkamp var kampen for at få den da alternative teatermand Preben Harris til at afløse Heltberg i stedet for en repræsentant for elfenbenslavet og smokingerne. Vi vandt.
På gymnasiet i Aabenraa havde jeg været med til at starte Radikale Gymnasiaster. Nu var jeg blevet landsformand og kom naturligt med i Radikale Studerende, RS.
I den egenskab var jeg med til at indkalde til det første studenteroprørsmøde i maj 1968 i Aarhus-studenternes kantine, Stakladen.
En anden af oprørsindkalderne var den senere undervisningsminister og - under det danske EU-formandskab - Europaminister Bertel Haarder. 
Han repræsenterede Venstres Studenter. Han har også været min kollega i EU-Parlamentet, hvor han var næstformand for den liberale gruppe. Vi mødtes indimellem i formandskonferencen. Her repræsenterede jeg Parlamentets såkaldt euroskeptiske eller eurorealistiske gruppe, Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa. Nu Gruppen for Selvstændighed og Demokrati.
I Aarhus startede oprøret som de politisk interesseredes oprør mod teknokraterne. Ungdomspolitikerne og de vordende politikere mod de vordende embedsmænd.
Formand for Studenterrådet var Christian Oldenburg, søn af udenrigsministeriets direktør. Han blev også selv ambassadør. Ledende folk i rådets ledelse var Bo Smith, senere departementschef og Marius Ibsen, i dag kommunalchef i Gladsaxe. De repræsenterede liste T. Vi kaldte dem ”teknokraterne”.
Blandt indkalderne til første oprørsmøde var også den socialdemokratiske organisation, Frit Forum. Her var Socialdemokratiets senere formand, Svend Auken og den nuværende EU-kommissær, Poul Nielson, meget aktive. Det var dog ikke dem, men John Houmann Sørensen, som repræsenterede Frit Forum i studenteroprøret. Niels Lundkvist repræsenterede Kommunistiske Studenter.
Delingen var ikke mellem partierne og deres studenterorganisationer, men mellem politisering og elfenbenstårn.
Jeg glemmer aldrig diskussionerne før første mødeindkaldelse. Initiativgruppen turde ikke præcisere, at repræsentationen i de styrende organer skulle være fifty-fifty mellem studerende og lærere, som vi ønskede.
Vi forlangte i stedet ”ligelig repræsentation” for studerende, amanuenser og professorer. Det kunne også opfattes som en tredjedel til hver af grupperne. Et godt eksempel på den senere veludviklede EU-disciplin: ”konstruktiv flertydighed”.
Vores forsigtige flertydighed blev blæst væk af et rekordstort fremmøde på 1500 mennesker i en propfyldt sal. Revolutionen var kommet til Århus. Nu gik det slag i slag.
Vi stillede også krav om repræsentation for det teknisk-administrative personale, TAP`erne. Snart ville vi have solidaritet med arbejdere og lærlinge og samarbejde mellem Studenterrådet og Faglig Ungdom.
Studenterrådet var dengang ved at gå op i limningen på en udtalelse om støtte til Faglig Ungdoms krav for lærlingene. Dengang var det uhørt at se studerende som andre unge under udannelse. Vi var adel, for den gamle garde, som havde ledet universitetet siden starten, da provinsen krævede det første universitet uden for det rigtige universitet i København.
De politiske ungdomsorganisationer startede nu en oppositionsgruppe til teknokraterne i Studenterrådet. Vi vandt snart flertallet til Studenterfronten, som stillede op til valgene som liste Q.
Jeg var først informationssekretær under Oldenburgs ledelse, og siden næstformand for Studenterrådet med den idehistoriestuderende Mihail Larsen som den første meget kritiske formand. Den intelligente Mihail erobrede tilmed professor Albecks datter og ålede professor Sløk, så han engang efter en professorudnævnelse på instituttet udtalte de bevingede ord:
Hvis ansættelsesudvalget ville anvende lodtrækning, ville den bedst kvalificerede ansøger i det mindste have en chance for at blive udnævnt.
Studenterfronten boykottede det første valg til universitets styrende organ, konsistorium. Jeg har stadig de indsamlede stemmesedler liggende i en kasse på et loft. Vi sad ved borde og samlede dem ind, blanke.
Vi forhandlede også nye valgregler til de styrende organer med undervisningsminister Helge Larsen. Studenteroprøret gav ham tilnavnet Onde Helge.
Nogle lavede en sang om ham, som lyder sådan her efter hukommelsen, med melodi fra ”Den glade enke”:
- Nu skal Helge til at vælge ud, ud, ud.
Alle dem, der er forskellige, ud, ud, ud.
Væk med alle skæve, lyder Helges bud.
Kammerater, lad os hælde Helge ud.
Det var ondt. Min studenter- og RS-kammerat Arne Rasmussens hyggelige Caminante-rygende onkel Helge var egentlig ganske progressiv, men blev skubbet over på det gale hold af en stor privilegeret årgang studenter.
Jeg var også med i Det radikale Venstres uddannelsessudvalg, hvor vi hurtigt bragte den onde Helge Larsen i mindretal. Vi fik en særlig forhandling med vores statsminister, Hilmar Baunsgaard, for at få ham til at gribe ind.
Samtalen fik Helge til at give de nødvendige indrømmelser på et efterfølgende møde i Undervisningsministeriet mellem Studenterrådet i Aarhus og undervisningsministeren.
Han ønskede forholdstalsvalg ved valg til studenterrådet, så alle retninger ville blive repræsenteret efter størrelse. Studenterfronten var nu den stærkeste og ønskede – noget udemokratisk – flertalsvalg, så vi særligt kunne slippe for at tage hensyn til dem, der blev til Moderate Studenter.
Jeg fik et kompromis i stand. Vi gik med til forholdstalsvalg, men i enkeltmandskredse, så vi kunne vinde samtlige repræsentanter på humaniora og dermed det store flertal.
Studenterfronten fik dermed, hvad vi gik efter: flertallet. Undervisningsministeren havde ikke bøjet sig for vores modstand mod forholdstalsvalg. Et ægte kompromis.
Helge Larsen blev meget mod sin vilje tvunget til at acceptere dette kompromis af Hilmar Baunsgaard, som vel blot ønskede sig et problem mindre. Men da vi kom tilbage til Aarhus med resultatet, fik vi kritik for kompromisset i Studenterfronten.
Mødet skulle have endt med et forhandlingssammenbrud, så vi kunne fortsætte agitationen mod Onde Helge og mobilisere til meget større sejre.
For nogle af deltagerne i studenteroprøret var der nu en helt anden dagsorden, som ikke havde meget at gøre med undervisningens og universiteternes indretning.
Ikke alle i studenteroprøret var lige meget forbundet med demokratiets princip, der særligt skal kendes på den måde, man behandler sine mindretal.
Opgaven var nu også at starte og opbygge revolutionære grupper og partier, mere end blot at forbedre forholdene for de studerende og sikre demokrati i universitetets styrende organer. Venstresocialisterne blev det nye studenterparti. Kommunistisk Forbund og andre småpartier blev også startet.
Der skulle dannes celler, som kunne formere sig til revolutionen. Metoden havde størst succes i udbredelsen af fladlus blandt de studerende. Der fulgte også seksuel frigørelse i kølvandet på oprøret, op opdagelse af klitoris og G-punkt, som ikke havde indgået i gymnasiets biologiundervisning.
Min tilknytning til købmands- og boghandlerlærlinge og andre såkaldt almindelige mennesker i Radikal Ungdom holdt mig på afstand af de mest revolutionære og ekstreme dele af studenteroprøret. De er nu mestendels havnet som solide samfundsstøtter.
Gennem Studenterrådet og Danske Studerendes Fællesråd arbejdede vi for at oprette flere, nye universiteter. Med Roskilde Universitets Center, RUC, fik vi en stor sejr. Nu blev gruppearbejde moderne, eleverne kom i centrum.
Gennem Det radikale Venstres uddannelsesudvalg fik vi også skaffet tilslutning til Panum-instituttet på Blegdamsvej i København. I Radikale Studerende forenede vi vores deltagelse i studenteroprøret med det partipolitiske og parlamentariske arbejde. Men vi var en loyal del af studenteroprøret.
Uden for studenteroprøret regnede det med napalm-bomber i Vietnam. Nogle måtte også organisere desertører fra den amerikanske hær. Jeg var med til at samle ind til Vietnam 69. En dag fik vi besøg af Socialdemokratiets formand og senere statsminister Anker Jørgensen. Han lagde en halvtredser i min indsamlingsbøsse, da han forlod lokalet.
På Institut for Statskundskab gennemgik professor Erling Bjøl styrkeforholdene ud fra alle mulige parametre. Bjøl kunne overbevisende forudse, hvordan amerikanerne ville vinde krigen i Indokina. Bjøl var en fornøjelse, som hans artikler er det i dag i Politiken. Men selv de klogeste kan tage fejl.
Vi gjorde den græske komponist Mikis Theodorakis til Årets Kunstner i Studenterforeningen, for at vise støtte til oppositionen mod det græske oberstkup. Jeg har senere været på mission med samme Mikis for at få Tyrkiet til at slippe fanger fri. Vi drak raki under åben himmel på det samfundsvidenskabelige fakultet i Ankara. Lærere og andre rejste sig og fortalte muntert, hvad nummer de havde på den sidste arrestationsliste.
Dagen efter røg mange af dem ind igen.
Jeg havde offentliggjort Amnesty Internationals rapport om tortur på et hotel i Ankara. Hver tredje journalist var fra det hemmelige politi. På politigården så jeg to knægte på 8 og 12, bagbundne - for at lokke faderen frem.
Jeg havde sammen med et stort hold af kendte folk fra mange lande ledsaget et par arbejderledere fra eksil. Nu blev de trukket til side og fængslet direkte ved ankomsten til Ankara. De blev sendt direkte til tortur, fortalte de senere.
Vi ledsagere rejste sagerne for forskellige tyrkiske politikere og fik arrangeret møder med samtlige EU-landes ambassadører. EU-kommissionens repræsentant ville intet gøre, men havde en medarbejder med større sans for hjælpsomhed.
Nu så jeg, at den ene af ambassadørerne var en statskundskabsstuderende UG-dreng fra et af de første kandidathold, H.H.H. Bruun. Danmark havde formandskabet. Her måtte vi kunne hente hjælp fra min meget dygtige medstuderende.
Men det kunne vi ikke. Ambassadørerne var mere interesseret i samhandel med Tyrkiet end menneskerettigheder. Jeg drog i stedet til Strasbourg, hvor formanden for Ministerrådet hed Uffe Ellemann-Jensen. Han reagerede prompte på EU’s vegne.
Igen, den samme deling mellem politisk tænkende og elfenbentårnets teknokrater. De store nye årgange var ikke kun på universitetet for at studere. Vi ville ændre verden.
Vi gjorde den østtyske dissident Wolf Biermann til Årets Kunstner i Studenterforeningen. Han var en god bekendt af Vibeke Sperling. Jeg besøgte ham siden med vin, vestlig chokolade og festlig guitarsang i hans bevogtede lejlighed i Berlin.
I december 1969 inviterede et topmøde i Haag til en udvidelse af Romtraktatens EEC med Danmark. Det opdagede vi ikke under studenteroprøret. Den fes først ind, da forhandlingerne startede og vi begyndte at organisere os til folkeafstemningen om EF-medlemskab den 2. oktober 1972.
Den 1. januar 1973 startede medlemskabet. Da var studenteroprøret ebbet ud. Mine mere og mindre revolutionære studenterkolleger kunne blive embedsmænd i udenrigsministeriet og EU.
Her ved Studenterrådets 75 års jubilæum i 2007 står vi så med et EU-forfatningsforslag, der i hovedsagen vil begrænse vælgernes indflydelse på flere områder til fordel for lovgivning ved embedsmænd i lukkede arbejdsgrupper i Bruxelles.
Den lovgivende magt til scient.pol`erne og vore klassekammerater i DJØF. Glem Montesquieus deling af magten mellem lovgivende, udøvende og dømmende. Glem den demokratiske kamp om fordeling af værdierne med gyldighed for et samfund.
Lad os hellere vellønne og please Machiavellis fyrster og fifle med ønsker om åbenhed, nærhed og demokrati. Lad os for enhver pris undgå folkeafstemning.
Vælgerne i Frankrig og Holland fik chancen for at stemme ja og misbrugte afstemningen. De skal aldrig mere spørges.
Imens drikker de studerende cafe latte med verdens næsthøjeste uddannelsesstøtte (Olie-Norge betaler mest) og udsigt til CO2 udstødende og benzinslugende firhjulstrækker i den rige del af vores globale landsby.
Vil de studerende rejse sig til et nyt studenteroprør, i solidaritet med verdens fattige og demokratiforladte vælgere?
Eller er de tilbage i elfenbenstårnet?