Jens-Peter Bondes printside

Bondes Briefing

Med SF’s ændring på 2 af de 4 danske EU- forbehold, er misforholdet mellem befolkningen og politikerne vokset yderligere.
Samtidig er mediernes dækning af SF’s politiske ændring mangelfuld i forhold til de kritiske røster. EU-skeptikerne synes derfor endnu mere ladt i stikken.

Socialistisk Folkeparti skifter politik
Socialistisk Folkeparti har accepteret at opgive to af de fire danske forbehold, som selv samme parti opfandt efter afstemningen om Maastricht-traktaten i juni 1992. De er nu rede til at forhandle med Venstre og De Konservative om et begrænset forbehold inden for indre og retlige anliggender.
Regeringen og Socialdemokraterne ønsker at bibeholde en særlig dansk regel, som forhindrer unge under 24 i af gifte sig med ikke-EU-statsborgere. Socialistisk Folkeparti er modstander af denne regler, men er tilsyneladende parat til at acceptere den.
Socialistisk Folkeparti ønsker en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Men de har ikke stået fast på kravet over for regeringen og har accepteret at komme i mindretal.
Den danske grundlov indeholder en bestemmelse om, at 60 medlemmer af Folketinget kan kræve folkeafstemning om de fleste nye love.. Denne ret vil muligvis forsvinde på de 68 nye områder, hvor der i henhold til Lissabon-traktaten træffes afgørelse med kvalificeret flertal, hvorfor Folketingen kan nedstemmes.
Hvis Socialistisk Folkeparti havde insisteret, ville vi helt sikker have fået en folkeafstemning. Partiet under den nye formand Villy Søvndal foretrækker at gøre partiet stuerent, så det kan komme med i en regering under ledelse af socialdemokraterne.
Det er meget usandsynligt, at den socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidt nogensinde vil indbyde dem til et regeringssamarbejde, fordi hun vil være nødt til at vælge Det Radikale Venstre for at få et flertal efter næste valg.
Drømmen om en ministertaburet har stor tiltrækningskraft blandt politikere, hvilket vi netop har set med de grønne ministre i Irland. Men de har i det mindste fået deres taburetter for at give efter og anbefale vedtagelse af Lissabon-traktaten.
Mere eller mindre demokrati med Lissabon
SF slipper overalt af sted med at begrunde deres ja til Lissabon-traktaten med, at den indeholder mere demokrati. Det burde være mediernes rolle at konfrontere en sådan påstand med andre opfattelser. Det sker blot ikke i de danske medier.
Lissabon-traktaten ændrer Nice-traktaten på 19 områder, hvor Europa-Parlamentet får medbestemmelse, som vi ikke har i dag. Det er et fremskridt. Men det skal sammenholdes med ændringer på 49 andre områder, hvor vælgerne og de nationale parlamenter mister meget mere, end Europa-Parlamentet får.
Kernen i demokrati er, at vi kan gå til valg, få et nyt flertal og derefter en ny lov. Denne kerne eksisterer ikke i Lissabon-traktaten. Her kan vi godt nok gå til valg, men vi kan ikke ændre lovene, som danske eller tyske vælgere kan ændre deres love.
Den almindelige lovgivningsmetode i Lissabon-traktaten giver 27 ikke-valgte kommissærer eneret på at stille lovforslag. Medlemmerne af folketinget mister deres grundlovsmæssige ret til at stille forslag. Europa-Parlamentet overtager den ikke. Den går fra valgte til ikke-valgte. Det er en betingelse for indflydelse, at man ikke er på valg.
Ingen andre steder i den demokratiske verden giver man ikke-valgte en sådan magt.
Det bliver endnu værre. Lovene behøver slet ikke et flertal i Europa-Parlamentet for at blive vedtaget. 85 % af alle EU-love vedtages af embedsmænd bag lukkede døre i 300 hemmelige arbejdsgrupper under Ministerrådet. Her er ingen folkevalgte med. 15 % behandles i Ministerrådet, hvor der sidder ministre, som trods alt er ansvarlige over for folkevalgte. Men de direkte folkevalgte kan ikke følge med i den reelle lovgivningsproces i Rådet og har ikke engang adgang til arbejdsdokumenterne.
Europa-Parlamentet har alene ret til at stille ændringsforslag. Under første-behandlingen med almindeligt flertal, under anden-behandlingen kun med absolut flertal af medlemmerne. Det betyder, at højre og venstre side i praksis skal være enige, for at der kan samles det fornødne flertal på 393 medlemmer, som stemmer for ændringsforslagene.
Men hermed er de ikke vedtaget. De virker blot som henstillinger til Kommissionen. Nu skal de ikke-valgte kommissærer nemlig beslutte, om de valgtes ændringsforslag skal sendes videre i processen eller ej. Hvis Kommissionen siger nej, har et ændringsforslag ikke en chance, for det skal så vedtages i fuldstændig enighed mellem alle lande.
Ministerrådet kan kun ændre et forslag, hvis Kommissionen stiller forslaget. Hvis Kommissionen ikke vil stille ændringsforslaget eller forslaget, kræves enstemmighed i Ministerrådet.
Dermed afgør de ikke-valgte, om parlamentarisk ansvarlige ministres og valgte Europa-parlamentsmedlemmers ændringsforslag kan blive til lov.
Hvis SF kalder det for et demokratisk fremskridt, bør de spørges, om vi ikke også skal have dette fremskridt i Danmark. Hvorfor ikke afskaffe folketingets ret til at foreslå og vedtage love, så folketinget fremover i stedet vedtager henstillinger til departementscheferne, som så kan træde sammen i lukkede møder og afgøre, hvilke af folketingets forslag, som skal nyde fremme.
Hvis det er godt for EU, må det vel også være godt for Danmark. Eller? Det er ufatteligt, at Anne Grete Holmsgaards udsagn om demokratiske fremskridt ikke problematiseres af journalisterne. Lissabon-traktaten indeholder demokratisk set et lille skridt frem og to store skridt tilbage.
Europa-Parlamentet får også ret til at påvirke budgettet. Den er demokratisk set problematisk, fordi magten tages fra de nationale parlamenter og regeringer og bruges til at centralisere i et omfang, som de nationale parlamenter og vælgerkorps næppe ville vedtage selvstændigt.
Europa-Parlamentet får også indflydelse på fremtidige traktatændringer. Hvis denne indflydelse bliver reel, bliver den også taget fra medlemslandenes demokratier.
Lissabon-traktaten er god for mig og mine kolleger i Europa-Parlamentet. Vi får mere at sige. Men demokrati er ikke en styreform, der skal vurderes ud fra 785 medlemmers interesser. Demokrati starter med demos – får folkene mere eller mindre at sige? Får vælgerne mere eller mindre indflydelse gennem stemmeretten?

Fra DR til HDR
Danmarks Radio er fremragende. Det er en fornøjelse at lytte til P1, når jeg er hjemme. Hvor får man dog meget viden for licensen. Den fornøjelse er derimod meget sjælden, når TV-Avisen dækker EU-spørgsmål. Tag f.eks. dækningen af SF’s kovending med undtagelserne.
Villy Søvndal bliver naturligt nok interviewet, men der er ingen fra den tredjedel af SF’s hovedbestyrelse, som stemte nej. Der er heller ingen vælgere, som føler sig snydt. Der er heller ingen fra bevægelserne. Hvem har DR fundet som den mest relevante kommentator: Helle Sjelle, konservativ ordfører, som er glad for SF’s skift.
Speakeren slutter et sted med at sige, det nu bliver lettere at få undtagelserne fjernet. Hvem har givet DR den opgave? Må jeg ikke anbefale DR at lade EU-stoffet gennemgå omhyggeligt for tilknytning til et bestemt politisk univers.
Den halvdel af vælgerne, som indimellem stemmer nej til 80 % af folketinget – næste gang bliver det mere – er ikke-eksisterende i TV’s almindelige nyhedsdækning om EU-spørgsmål. Her er det ikke DR, men HDR – Det Halve Danmarks Radio, eller EDR – EU’s danske radio. 

Næste uge i Bruxelles
Næste uge i Bruxelles er en såkaldt gruppeuge, hvor medlemmerne mødes i Bruxelles for at forberede den kommende februarsamling i Strasbourg. Her kan du finde den foreløbige dagsorden.