Jens-Peter Bondes printside

23.10.2007 Danske giftregler kan nu gå forrest

“Vedtagelsen i dag er et vigtigt skridt på vejen til, at EU ikke længere vil tvinge Danmark til at tillade pesticider, som vi én gang har vurderet er for giftige for vores natur og vores drikkevand,” udtaler Jens-Peter Bonde, medlem af EU-Parlamentet for JuniBevægelsen oven på en vigtig afstemning om en pesticidpakke i EU-Parlamentet, hvor flere ændringsforslag fra hans hånd blev vedtaget.

Danmark er tidligere blevet sat på plads af EU for vores regler om sprøjtemidler, der er skrappere end de fleste andre EU-lande. Det ser ud til at være slut nu. EU-Parlamentet har vedtaget Jens-Peter Bondes forslag 34, del 3, der indebærer, at EU skal respektere det såkaldte forsigtighedsprincip.
“Danmark kan nu forbyde pesticider ud fra mistanke om, at de er skadelige. Det er en principiel sejr for miljøet,” siger Jens-Peter Bonde om sit ændringsforslag.

Tidligere er Danmark blevet tvunget til at tillade 35 af 75 forbudte sulfitter af EU-domstolen, fordi de danske forbud byggede på begrundet mistanke om, at alle 75 er sundhedsskadelige.

Derudover fik Jens-Peter Bonde to andre punkter igennem, der beskytter det danske drikkevand og ligger i naturlig forlængelse af sejrene i det tidligere grundvandsdirektiv:

- “Medlemsstaterne kan skride til forbud mod anvendelse og markedsføring af EU-godkendte pesticider, når disse er målbare ved rodzonen,” står der i Jens-Peter Bondes ændringsforslag. Det betyder på godt dansk, at Danmark nu har ret til at forbyde et EU-godkendt giftstof, hvis det kan spores i vores grundvand. Tidligere har blandt andet Dansk Jordbrugsforskning fundet rester af sprøjtemidlet RoundUp i grundvandet, uden at kunne stramme reglerne for eller helt forbyde brugen af det. “Med vedtagelsen i dag kan vi stoppe brugen af de pesticider, der forurener vores dyrebare grundvand,” siger Jens-Peter Bonde.
- I Jens-Peter Bondes tredje ændringsforslag står der, at “sådanne pesticidfri zoner kan dække hele medlemsstaten”. Det betyder, at hele Danmark kan kaldes en pesticidfri zone, og på den måde holde de pesticider, som vi vurderer er skadelige for vores miljø, uden for vores grænser. “Her har vi endnu en mulighed for at forbyde pesticider i Danmark, selvom de måtte være tilladt i resten af EU,” siger Jens-Peter Bonde.

“Nu har EU-Parlamentet godkendt en pesticidpakke, der vil sikre, at Danmark kan gå forrest med krav om, at sprøjtemidler ikke skal ende i vores grundvand,” siger Jens-Peter Bonde. Tilbage står at sikre et godt resultat i forligsudvalget.
“Her vil JuniBevægelsen gøre vores til, at også den danske regering vil arbejde aktivt for denne beslutning. Indtil nu har de nægtet at anbefale vores ændringsforslag. Jeg håber, at der sidder nogen i Miljøministeriet med røde ører,” slutter han af.