Fra fup og fråds til reel, men skjult indflydelse
Her er Jens-Peter Bondes bidrag til bogen
“Fra fælles forsamling til folkestyre?”
Af Jens-Peter Bonde, medlem af EU-Parlamentet for JuniBevægelsen (J.dk)
Jens-Peter Bonde har været med i EU-Parlamentet siden første direkte valg i 1979, halvdelen af tiden som gruppeformand for skiftende EU-kritiske grupper. Bonde udsender hver uge et gratis nyhedsbrev på dansk og engelsk om arbejdet i Parlamentet. Se Bonde.dk og Bonde.com
Jeg blev valgt til Europa-Parlamentet ved de første direkte valg i juni 1979. Vi er seks medlemmer, der har taget hele turen med. De fem blev valgt om søndagen. Jeg blev valgt om torsdagen, så jeg er den ægte veteran i forsamlingen, selv om jeg er den yngste i blandt dem.
Ved det første valg gik 63 % af EU-borgerne hen for at stemme. Stemmeprocenten er som gennemsnit faldet ved hvert eneste valg. Ved det sidste valg nåede vi ned på 46 %. Bunden er næppe nået. Uden særlig indsats vil stemmedeltagelsen gå under 40 % i 2009, blandt andet fordi valgdeltagelsen er meget lavere i de nye medlemslande.
Det er et paradoks, at valgdeltagelsen er faldet, parallelt med, at Parlamentet har fået indflydelse, og i dag har større indflydelse på danskernes love end folketinget. Da de 63 % stemte, havde vi absolut ingen indflydelse. At tage til EU-Parlamentet i skiftevis Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg var som at rejse til en fjern planet uden jordkontakt.
I stedet for indflydelse fik vi privilegier. Fede limousiner til at blive transporteret i. Rundhåndede dagpenge. Rejserefusioner uden sammenhæng med rejsernes pris. Dengang gik gruppeformændene foran med fup og fråds. De hævede for eksempel rejsegodtgørelser for at køre i Parlamentets biler.
Nu virker alle gruppeformænd for at rydde op, selv om de to største gruppers formænd har svært ved at få deres medlemmer med. Fra 2009 er det slut med en ekstra løn, kaldet rejsegodtgørelser. Så kommer lønnen gennem fordøren, med nationale skattetræk i de lande, som beslutter det. Det har været en lang, sej kamp. Og først fra EU-valget i 2009.
Jeg har hvert år under de to budgetbehandlinger stillet forslag om at rejse efter regning. 55 forslag er det blevet til. Det er en selvfølge i alle lande, men altså stadig ikke i EU-Parlamentet. Tag-selv bordet var en kompensation for udlændighed uden indflydelse i lande, hvor medierne sov.
Parlamentet havde ofte ret til at blive hørt, men ingen havde pligt til at høre efter. Det blev en snakkeklub, hvor ingen diskuterede med hinanden. Snakken skulle ikke resultere i lovændringer. Parlamentet blev en parkeringsplads for dem, det engelsksprogede nyhedsmagasin The Economist så venligt kaldte “the has beens and the never was”.
De afdankede og dem, der aldrig blev til noget.
Forsamlingen indledte derfor sin lange kamp for magt ved at bruge en meget begrænset indflydelse på budgettet til at tilkæmpe sig stadig mere indflydelse. Der blev ført drabelige kampe med Ministerrådet for meget små beløb og meget små principper.
Parlamentets “lommepenge” voksede for hvert budget.
Engang var det 5 % af budgettet, som var såkaldt ikke-obligatoriske udgifter, hvor Parlamentet har det sidste ord. I dag er det halvdelen. Kampen er lykkedes i en sådan grad, at Parlamentet med Lissabon-traktaten får det sidste ord over alle pengenes anvendelse. Fra 5 til 100 % over 30 år.
Den ny EU-traktat afskaffer nemlig sondringen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter og giver dermed Parlamentet reel indflydelse på hele udgiftsbudgettet. Det er den vigtigste ændring for Parlamentet, et reelt fremskridt. Men det er ikke uproblematisk, for borgerne.
Parlamentet optræder uansvarligt i pengesager. Flest mulige tilskud til landbruget, ingen højere? Man har ikke ansvaret for at bevillige pengene, over for skatteborgerne.
Parlamentet bruger budgettet til at opfinde allehånde nye politikker og virkeområder, som medlemslande og regioner er bedre egnede til at tage sig af. Hvad skal vi dog med EU-penge til golfbaner i Nordjylland og kirkerestaureringer i Christiansfeld?
Det fælles budget er kun på op til 1,24 % procent af nationalproduktet. Det rækker kun til en lille smule omfordeling, hvis alle rige lande afstår fra at modtage tilskud og giver de fattige lande tilskud og rabat i kontingentet.
Europa-Parlamentet vil give mest muligt til alle. Hvert medlem slås for sin egen lille hassan og for at skabe det flertal på 60 % af stemmerne, der skal få mærkesagen ind på EU’s finanslov. Også selv om den måske var mere rationelt placeret på en national finanslov eller et regionalt eller ligefrem kommunalt budget.
Det er svært at bebrejde et parlamentsmedlem, at han/hun virker for sine vælgere. Jeg har selv været med til at få ildsjælen Inge Genefkes danske torturcenter på EU’s budget. Det var et slemt samvittighedsspørgsmål for mig, som dengang var repræsentant for Folkebevægelsen MOD EF.
Jeg trøstede mig med, at pengene jo ville blive brugt alligevel. Så var det da bedre, at mine kæpheste fik pengene. Selv om jeg principielt burde have sagt, at Danmark er et rigt land, som selv kan betale dette fremragende initiativ.
Sådan gør man ikke som folkevalgt. Jeg tog turen til den kristen-demokratiske koordinator og sikrede flertallet for bevillingen. Jeg har også talrige gange stemt for bevillinger og været med til at skaffe flertal for bevillinger for andre gode formål, der meget mindre hører hjemme i EU.
EU bør fokusere på grænseoverskridende problemer, som vi ikke selv kan løse i de nationale parlamenter. Så har vi ikke noget at tabe, men alt at vinde ved at flytte beslutninger fra folketinget til et højere niveau. Måske vinder vi så ikke et flot demokrati, men medbestemmelse er da bedre end slet ingen bestemmelse.
Fra 1987 fik EU-Parlamentet den første indflydelse på lovenes indhold. Vi kunne med absolut flertal foreslå ændringer for store dele af Det Indre Marked. Vore afstemninger kunne rent faktisk få indflydelse på støjniveau og tilsætningsstoffer. I Folkebevægelsen mod EF fik vi nu det problem, at vi måtte tage politisk stilling til mange ændringsforslag.
Ingen ville kunne forstå, hvis en af vore egne mærkesager faldt i Parlamentet, fordi vi ikke tog del i afstemningen. Parlamentsgruppen valgte indflydelsen, mens mange i baglandet var mere betænkelig. Her lå kimen til Folkebevægelsens senere deling. 3 af de 4 parlamentsmedlemmer gik i 1992 sammen med en række EF-tilhængere for at skabe JuniBevægelsen.
Vi ville ikke længere ud af EU, men reformere EU med Åbenhed, Nærhed og Demokrati. Ved EU-valget i 1994 stillede JuniBevægelsen op med det mest detaljerede valgprogram for de emner, der rent faktisk bliver stemt om i Europa-Parlamentet.
Det er et andet paradoks. Det eneste detaljerede europæiske valgprogram i Europa er lavet af en EU-kritisk liste i Danmark. Partierne stiller hovedsageligt op med deres folketingsprogrammer, som de så ofte stemmer imod med stemmelisterne fra deres overnationale grupper.
I mange lande er EU-valg afstraffelse af den siddende regering. Kun få steder diskuteres det, vi rent faktisk stemmer om i Parlamentet. Vi har ikke en europæisk offentlighed.
84 % af alle tyske love kommer nu fra EU, skriver den tidligere tyske præsident, Roman Herzog. I Danmark er procenten lavere, fordi 85 % af alle EU-direktiver omsættes administrativt gennem bekendtgørelser. Men EU-indflydelsen er ikke mindre.
Alligevel diskuteres EU hverken ved de nationale eller europæiske valg.
Og nu vil regeringen ikke engang have folkeafstemning om den næste EU-traktat. Det minder lidt for meget om Ebbe Reichs klare memento: Folkestyre uden folk er bare styre.
Parlamentets indflydelse gennem forligsprocessen er reel, men usynlig. Gennem EU-Parlamentet har vi reddet det danske (og østrigske) forbud mod de f-gasser, der ødelægger klimaet. Folketing og regering havde tabt sagen i Ministerrådet, da vi fik et forslag vedtaget med 3 stemmer mere end nødvendigt!
Gennem EU-Parlamentet har vi hindret Kommissionen i at forbyde Danmark at forbyde sprøjtegifte i vores drikkevand. Regering og folketing havde tabt sagen, da Dan Jørgensen og jeg selv tog fat i miljøudvalgets forligsdelegation.
Efter disse to principielle sejre for mindsteregler i stedet for total-harmonisering kunne vi nøjes med en e-mail fra kommissionsformand Barroso for at få lov til fortsat at forbyde transfedt i Danmark. Når dette læses, har vi vel også sikret de økologiske pølser og andet kød mod nitrit i kræftfremkaldende mængder.
Man kan altså stemme sig til indflydelse på det, vi putter i munden i Danmark ved valg til EU-Parlamentet. Men hvordan skulle vælgerne vide det? Vores indflydelse er godt skjult og giver ikke dramatiske afstemninger mellem højre og venstre og blå og grøn.
Vi kan nemlig kun få indflydelse ved at skjule den! Det rækker ikke at mobilisere Parlamentets røde og grønne grupper til dramatiske afstemninger. Parlamentets ændringsforslag kræver absolut flertal blandt medlemmerne i den afgørende andenbehandling.
Hvis jeg havde fået fire stemmer færre for forslaget om f-gasser, var det faldet, selv om der var stort flertal for. Hvis et forslag opnår 392 stemmer mod nul, skal formanden sige: Desværre hr. Bonde, Deres forslag er forkastet. Vi skal nå 393 stemmer, med de nuværende 785 medlemmer i Parlamentet.
Derfor starter min skjulte indflydelse altid hos kristen-demokrater og liberale. Jeg skal have deres koordinatorer med på forslag, hvis de skal have mulighed for at blive til noget.
Og det er ikke nok. Derefter skal jeg virke som lobbyist hos Barroso og hans team. Vore ændringsforslag er uinteressante for medierne, indtil Kommissionen har taget stilling til dem. Det sker på lukkede møder. Det er ikke let at være journalist i det spegede spil, hvor 85 % af alle EU-love i praksis vedtages i 300 hemmeligt arbejdende arbejdsgrupper under Ministerrådet.
Den reelle parlamentsindflydelse i sager med såkaldt “fælles beslutningstagen” fortoner sig, bortset fra et par dramaer for nylig omkring kemikaliereformen REACH og service-direktivet, hvor EU-Parlamentet vedtog det, dommerne er nået frem til ved Domstolen.
Fra fælles forsamling til folkestyre? hedder Europa-Parlamentets bog i anledning af Forsamlingens første 50 år. Den kunne også have heddet: Fra folkestyre til elitevælde, for Europa-Parlamentet har ikke overtaget den lovgivende magt, som vælgerne og de folkevalgte i medlemslandene har afleveret.
Europa-Parlamentet har fået meget større indflydelse med årene, men indflydelse gennem forligsproceduren er ikke demokrati. Den lovgivende magt er stadig hovedsageligt hos Ministerrådet og Kommissionen i forening.
Europa-Parlamentet kan forkaste lovforslag med absolut flertal af medlemmerne og fremsætte forslag til ændringer. Men det er kun ved de få tredjebehandlinger efter nedsættelse af forligsudvalg, at Parlamentet rent faktisk skal vedtage et lovforslag, for at det kan træde i kraft.
Det er altid de ikke-valgte i Kommissionen, som afgør, om vore forslag skal fremmes. Hvis Kommissionen ikke støtter vore forslag, kan de kun vedtages af Ministerrådet med enstemmighed. Derfor går de folkevalgtes voksende indflydelse gennem den ikke-folkevalgte kommission.
Hvis det var demokrati, skulle man fremover lade folketinget stille ændringsforslag til departementscheferne, som så på et ugentligt møde bag lukkede døre kan afgøre, hvilke af folketingets forslag, der skal nyde fremme.
Den ny EU-traktat giver EU-Parlamentet medbestemmelse på 19 områder, hvor vi ikke har det i dag. Det er et fremskridt, men det opvejer ikke, at man på 49 nye, ialt 68 områder, afskaffer vetoretten og dermed folketingets og de andre nationale parlamenters mulighed for at vedtage lovene.
Den ny traktat er tilmed selvsupplerende, så statsministrene fremover kan indføre nye samarbejdsområder og gå fra enstemmighed til flertalsafgørelser uden at spørge vælgerne om lov. Den ny traktat indeholder nøjagtigt de samme 105 nye EU-kompetencer som den forfatning, vi skulle have stemt om den 27. september 2005. Det er den hidtil vigtigste traktatændring. Derfor bør vi stemme om den.
Vi er ti medlemmer af EU-Parlamentet fra alle politiske grupper, 4 kritikere og 6 tilhængere af den ny traktat, som har taget initiativ til at indsamle underskrifter for folkeafstemning i hele EU på en særlig hjemmeside: x09.eu
Folkestyre får vi først, når vi bliver spurgt. Det vigtigste krav til et reformeret EU er en beslutning om, at der fremover ikke kan vedtages en lov, uden den har flertal hos folkevalgte i de nationale parlamenter og/eller Europa-Parlamentet.
Kernen i folkestyre er, at vi kan gå til valg, få et nyt flertal og derefter en ny lov. Det er EU-historiens største paradoks, at man kun kan komme med i EU, når man har demokrati, og derefter bliver bedt om at gøre det til en undtagelse. I EU er alt for meget lovgivende magt og dermed vælgerindflydelse blevet til udøvende og dømmende magt.
Demokrati starter og slutter hos vælgerne.