Bonde om ØMU
Tale om ØMU’en, holdt under Parlamentets mini-samling i Bruxelles, 7. maj 2008
Hvis vi skulle ekskludere de lande, som overtræder spillereglerne for Møntunionen, ville der ikke være flere medlemmer tilbage.
Inflationen måles nu til 3,6 %, selv om loftet er 2 procent.
Møntunionen bygger på en konstruktions-fejl. Man har taget inflationsmålet fra mønstermodellen Tyskland, selv om tyskerne kun har opfyldt kravet i 6 af 30 år, før ØMU’ens indførelse.
Hvor forrykt. Hvordan kan man seriøst tage et sådant tal og gøre det helligt, uden at skele til andre mål.
Prisen på penge er et middel, ikke et mål. Målet for den økonomiske politik må være at skabe fuld beskæftigelse og lade alle komme hjem med en løn i stedet for understøttelse.
Penge- og valutapolitik skal hjælpe mennesker, ikke bringe mennesker i nød.
Man må enten have en fælles stat med en fælles regering og et fælles parlament med ansvar for hele den økonomiske politik, eller også lade landene styre deres egne valutaer og nøjes med en fælles valuta til at finansiere grænseoverskridende handel.
Det er læren af Møntunionens fiasko.
Uden reformer er det ikke svært at forudsige Møntunionens sammenbrud.
Måske bliver det Berlusconis Italien, som først ryger ud over rælingen og må genopfinde lire.
Jeg er glad for, at vi stadig har gode danske kroner i Danmark.
Alle udsagn fra politikerne om vore økonomiske vanskeligheder ved at afvise euroen er gjort til skamme.
Danskerne stemte nej den 2. juni 1992. Vi stemte også nej den 28. september 2000. Mon ikke, vi også stemmer nej tak tredje gang, politikerne tilbyder at tage pengene fra os?