Mindretalsudtalelse
Den 18. juli 2003 overrakte EU-konventets formand, Valéry Giscard d’Estaing, det endelige forslag til, hvordan det fremtidige EU grundlæggende skal organiseres og styres til det daværende italienske EU-formandskab.
Udkastet dannede grundlag for den efterfølgende regeringskonference, der blev påbegyndt af det italienske EU-formandskab og afsluttet i juni 2004 under det irske EU-formandskab.
Dette er mindretalsudtalelsen udarbejdet af den tværpolitiske gruppe i EU-Konventet, Democracy Forum. Otte konventsmedlemmer har skrevet under, herunder Jens-Peter Bonde.
Alternativ rapport
DEMOKRATIERNES EUROPA
Laeken-erklæringen - opgaverne er ikke løst
Som medlemmer af konventet kan vi ikke tilslutte os udkastet til en europæisk forfatning. Det imødekommer ikke kravene i Laeken-erklæringen af december 2001. I Laekenerklæringen hedder det, “at der er behov for, at EU kommer nærmere på borgerne”. Det forhold, at der overføres mere beslutningskompetence fra medlemsstaterne til EU på det strafferetlige område og på nye indenrigspolitiske områder, vil gøre EU mere fjern.
Det hedder endvidere i Laeken-erklæringen, at “kompetencefordelingen bør gøres mere gennem-sigtig”.
Men den ny kategori “delt kompetence” giver ingen sikkerhed for, hvordan kompetencen skal deles, især fordi medlemsstaterne ikke vil kunne lovgive på disse områder, hvis EU beslutter at handle. Det er EF-Domstolen i Luxembourg, der skal træffe afgørelse i tvivlstilfælde. Ifølge Laeken-erklæringen “optræder EU for bureaukratisk”. Udkastet til forfatning behandler ikke de efterhånden 97 000 sider gældende fællesskabsret og foreslår et nyt retsinstrument, “ikke-lovgivningsmæssige retsakter”, som giver den ikke-valgte Kommission mulighed for at vedtage bindende love. Laeken-erklæringen opfordrer til, at “EU-institutionerne bliver præget af mindre træghed og stivhed”.
Men forfatningen giver flere beføjelser til alle de nuværende EU-institutioner og skaber et præsidenternes Europa med flere job til politikere og mindre indflydelse til folket. Laeken-erklæringen understreger de nationale parlamenters betydning, og i Nicetraktaten “under-streges behovet for at undersøge deres rolle i den europæiske konstruktion”.
De nationale parlamenter mister indflydelse i forhold til Kommissionen, EuropaParlamentet og det Europæiske Råd. Deres foreslåede ny rolle med at sikre
overholdelse af nærhedsprincippet er reelt ikke andet end en anmodning, som Kommissionen kan overhøre. Der føres ingen kompetence tilbage til medlemsstaterne.
Der opfordres i Laeken-erklæringen til “mere åbenhed og effektivitet” i Den Europæiske Union.
Forfatningen koncentrerer mere udøvende og budgetmæssig kompetence i selve de EUinstitutioner, der har været genstand for gentagne og vedvarende skandaler i forbindelse med dårlig forvaltning, spild og svig.
Laeken-erklæringen foreslår en forfatning som en mulighed: “Endelig er spørgsmålet, om denne forenkling og omarbejdning ikke med tiden bør føre til, at der vedtages en forfatningstekst”. Tanken om at omdanne de nuværende mellemstatslige traktater til en europæisk forfatning blev straks grebet, men uden at de eksisterende alternativer eller langsigtede konsekvenser heraf blev undersøgt. Endelig var det Laeken-erklæringens altoverskyggende mål at skabe et demokratisk Europa. Med udkastet til forfatning skabes der en ny centraliseret europæisk stat, mere magtfuld og fjern, med flere politikere, mere bureaukrati og en dybere kløft mellem magthavere og borgere. Euratom-traktaten kom ind i forfatningen i sidste øjeblik, uden at en arbejdsgruppe havde fået tid til at revidere den.
Udkastet til EU-forfatning blev på intet tidspunkt udarbejdet efter normale demokratiske metoder. Ansøgerlandene blev behandlet som observatører i præsidiet og havde ingen egentlig indflydelse. Kun 3 politiske grupperinger var repræsenteret i det magtfulde præsidium, der udarbejdede denne tekst med skyklapper på. Medlemmerne blev nægtet retten til at få deres ændringsforslag oversat, uddelt, drøftet eller sat til afstemning. Konventet havde ingen medlemmer fra den halvdel af befolkningen, der stemte nej til Maastricht-traktaten i Frankrig og Nice-traktaten i Irland. Ikke én eneste euroskeptiker eller eurorealist fik lov til at overvære eller deltage i præsidiets arbejde eller i arbejdet i de tilknyttede sekretariater. Giscard tillod ikke demokrati og normal afstemning i konventet. Udkastet til forfatning går imod alle demokratiske principper. Vi ønsker et nyt udkast fra et langt mere repræsentativt konvent, der er demokratisk med hensyn til såvel indhold som procedurer. Vi forlægger hermed følgende 15 punkter til overvejelse for vore statsministre og andre borgere:
1. DEMOKRATIERNES EUROPA.
Den Europæiske Union (EU) skal ikke have nogen
forfatning. I stedet bør Europa være organiseret på et interparlamentarisk grundlag ved
hjælp af en traktat om europæisk samarbejde. Denne opretter et demokratiernes Europa
(DE) i stedet for det eksisterende EU. Hvis EU skal have et nyt navn, skal det være
Demokratiernes Europa.
2. EN SLANKERE TRAKTAT.
Fællesskabets regelsæt på nu 97 000 sider omfattende
EU og EØF bør radikalt forenkles. I stedet bør der fokuseres på grænseoverskridende
spørgsmål, hvor nationale parlamenter ikke effektivt kan handle alene. Afgørelser om
subsidiaritet bør træffes af de nationale parlamenter.
3. ÅBEN FOR ALLE DEMOKRATIER.
Medlemskab af DE er åbent for alle europæiske
demokratiske stater, som har undertegnet og i fuldt omfang overholder den europæiske
menneskerettighedskonvention.
4. FORENKLET BESLUTNINGSPROCEDURE.
De nuværende 30 forskellige måder at
træffe beslutninger på i EU reduceres til to: lovgivning og henstillinger. Hvis afstemning
med kvalificeret flertal finder anvendelse, kræves der 75% af stemmerne for det
pågældende forslag, medmindre andet er angivet.
5. ET VETO OM SPØRGSMÅL AF VITAL INTERESSE.
Love er kun gældende, hvis
de er vedtaget af de nationale parlamenter. Et nationalt parlament har vetoret vedrørende
et spørgsmål, det anser for vigtigt.
6. DE FÆLLES CENTRALE SPØRGSMÅL.
Lovgivningen omfatter bestemmelserne for
det fælles marked og visse fælles minimumsstandarder med henblik på at beskytte
arbejdstagerne, forbrugerne, sundhed, sikkerhed samt miljø. Inden for de øvrige områder
har DE beføjelse til at udstede henstillinger til medlemsstaterne, som altid er frit stillet til
at vedtage højere standarder.
7. ET FLEKSIBELT SAMARBEJDE.
DE kan enstemmigt godkende et fleksibelt
samarbejde for de nationer, som ønsker at deltage i et tættere samarbejde. DE anerkender
og støtter endvidere andre tværeuropæiske organisationer som f.eks. Europarådet.
8. ÅBENHED OG GENNEMSKUELIGHED.
Beslutningsproceduren og de dertil
hørende dokumenter er åben og tilgængelig, medmindre en rimelig grund til undtagelse
bekræftes af et kvalificeret flertal.
9. FORENKLET AFSTEMNING I RÅDET.
Et forenklet afstemningssystem finder
anvendelse i Rådet, hvilket kan indebære, at hver enkelt medlemsstat har én stemme i
Rådet. En afgørelse med kvalificeret flertal kræver støtte fra lande med over
halvdelen af den samlede befolkning i DE.
10. DE NATIONALE PARLAMENTER VÆLGER KOMMISSIONEN.
Hvert enkelt nationalt parlament vælger sit eget medlem af Kommissionen. Kommissæren møder frem
for de pågældende nationale parlamenters europæiske kommission for prøvelse af valg.
De nationale parlamenter har beføjelse til at afvise deres kommissær. Formanden for
Kommissionen vælges af de nationale parlamenter. De nationale parlamenter træffer
afgørelse om det årlige lovgivningsprogram, og Kommissionen fungerer følgelig som
sekretariat for Rådet og de nationale parlamenter.
11. INTET LOVGIVENDE ARBEJDE I DOMSTOLEN.
Domstolens lovgivende
aktivisme i Luxembourg bør begrænses, og Domstolen overholder den europæiske
menneskerettighedskonvention.
12. PARTNERSKABSAFTALER.
Medlemsstaterne og DE kan indgå partnerskabsaftaler
af gensidig interesse med stater eller grupper af stater. DE respekterer partnernes
parlamentariske demokrati og kan støtte de fattigere stater med finansiel bistand og
samtidig fremme frihandelsaftaler.
13. BEDRE KONTROL.
Den Europæiske Ombudsmand, Revisionsretten og EuropaParlamentets
og de nationale parlamenters budgetkontroludvalg har adgang til samtlige
dokumenter og finansielle regnskaber.
14. LIGESTILLING AF SPROG.
For så vidt angår lovgivningen, er alle officielle sprog ligestillede.
15. DE FORENEDE NATIONER.
DE har ikke sin egen hær. De Forenede Nationer og
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa giver bemyndigelse til
fredsbevarende og fredsskabende arbejde. Medlemsstaterne træffer selv afgørelse om,
hvorvidt de vælger et fælles forsvar gennem NATO, et uafhængigt forsvar eller en
neutralitetspolitik.
Bidrag fra konventsmedlemmerne:
Abitbol, William - (suppleant) Europa-Parlamentet
Bonde, Jens-Peter - (medlem) Europa-Parlamentet
Dalgaard, Per - (suppleant) Danmark - Folketinget
Gormley, John - (suppleant) Irland - Parlamentet
Heathcoat-Amory, David - (medlem) - UK - Parlamentet
Seppanen, Esko - (suppleant) Europa-Parlamentet
Skaarup, Peter - (medlem) Danmark - Folketinget
Zahradil, Jan - (medlem) Den Tjekkiske Republik - Parlamentet
