image
image

Bonde



image


image


Link til EU-democrates
08. April 2008   print   send til ven

Årsberetning

Årsberetning fra Junibevægelsens landsmøde d. 5.04.2008 ved Vartov i København

Jens-Peter Bondes mundtlige beretning for 2007-08

Det er sidste gang, jeg beretter for jer som medlem af Europa-Parlamentet.

Om Lovløshed i EU.
Siden sidste ordinære landsmøde har statsministrene i EU forbrudt sig mod vigtige spilleregler i EU-traktaterne.
Demokratiprincippet og princippet om at lovgive så tæt på borgerne som muligt er brudt ved at aflyse 7 folkeafstemninger og kassere resultatet fra folkeafstemningerne om forfatningen i Frankrig og Nederlandene.
Åbenheds- og nærhedsprincipperne er brudt ved at gennemføre forhandlingerne om Lissabon-traktaten i dyb hemmelighed.
Princippet om aktindsigt er brudt ved at nægte selv folkevalgte medlemmer af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet adgang til arbejdsdokumenterne fra regeringskonferencen, også efter forhandlingernes afslutning.
Retsstatsprincippet er brudt ved at lade det ungarske parlament ratificere en traktat, de end ikke havde fået udleveret.
Princippet om parlamentarisk demokrati er brudt ved at lade en række landes parlamenter ratificere en traktat, som de ikke har haft mulighed for at læse i sammenhæng.
De principper, som er brudt, er retsprincipper i traktaterne. De, som har brudt dem, er dem, der skulle vogte over lov og orden. 
De særligt udvalgte, samfundets top, de højest lønnede. Statsministrene, landenes højeste embeder, bryder lovene. Også vores egen Fogh.
Den danske justitsminister, Lene Espersen, forlanger ekstra straf på TV, hver gang hun hører om en lille småkriminel.
Men
Hvad er det at stjæle en stol, f.eks. et Arne Jakobsen æg i mit hjem, mod at stjæle en hel folkeafstemning?
Hvad er det at bedrage en bank mod at bedrage et helt folk for indsigt i tilblivelsen af deres egen grundlov?
Hvad er en bedragers falske bilag mod to statsministres omgørelse af resultatet i to folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene?
Jeg skal ikke forsvare de almindelige kriminelle, men der ligger dog som regel en social forklaring bag.
Hvad er forklaringen på lovløsheden i samfundets top? Findes der undskyldninger for Ministrenes bedrageri?
Statsministrene mangler ikke folkets kærlighed. Vi har selv stemt på dem. Vi har belønnet dem med ministerløn og ministerbil.
Først opfordrede kansler Merkel og kolleger den danske statsminister til at finde en smutvej og undgå den planlagte danske folkeafstemning, fordi folkeafstemninger i kredsen af statsministre anses for en smittefarlig sygdom.
Så kunne han stolt meddele, at han nu havde aflyst den allerede udskrevne folkeafstemning. Kollegerne klappede spontant, fordi han havde fiflet grundloven til side.
Hans eget liberale parti, Venstre, havde allerede brugt alle tildelte offentlige oplysningsmidler til den forestående folkeafstemning.
Fogh er en modig mand. Han tør trodse sine egne vælgere. Det kalder man at være statsmand. Fogh er nu kandidat til at blive noget stort i Europa.
Han har bevist sin duelighed. Han kan handle imod 75 % af de danske og europæiske vælgeres ønske om folkeafstemning.
Vi springer til Frankrig.
Der var 12 kandidater ved det franske præsidentvalg i maj 2007. De elleve ville spørge franskmændene ved en ny folkeafstemning.
Nummer tolv ville i stedet arkivere den forkastede forfatning til fordel for en lille, handy mini-traktat, som så kunne vedtages af Nationalforsamlingen uden ny folkeafstemning.
Nr. Tolv vandt på dette løfte om borgfred. Alligevel gik han så med til en ny traktat, der indeholdt nøjagtigt de samme juridiske forpligtelser som den forkastede forfatning. Og aflyste alligevel folkeafstemningen.
Da dokumentet var for stort til, at svare til hans lovede ”mini-traktat”, bad man Ministerrådets sekretariat om at trykke teksten med mindre bogstaver. 
Sekretariatet var kreativt og fjernede i stedet afstanden mellem linjerne. Nu blev der plads til godt 7000 flere ord på 55 færre sider.
Voila! Som de siger i Frankrig: Sådan skaber man en rigtig mini-traktat.
Jeg har lavet en mini-traktat på 47 paragraffer, der kan stå på en enkelt avisside i Politiken.
Sarkozys samlede såkaldte minitraktat – vores fremtidige EU-grundlov, hvis Lissabon-traktaten vedtages - er nu på omkring 3000 sider! Meget mere end de hidtidige traktater, ikke mindre som lovet.

ALLE FOLKEAFSTEMNINGER KAN GIVE NEJ
Sarkozy besøgte Europa-Parlamentets formandskonference i november 2007. Jeg lovede ham en flaske god fransk vin, hvis han kunne nævne bare et enkelt eksempel på en lov, som kunne vedtages under forfatningen, men ikke under Nice.
Det kunne han ikke, og det interesserede ham heller ikke, nu han var valgt.
Han var ganske ærlig i sin uærlighed. Den europæiske elite havde et problem med vælgerne, sagde han. Det var et tilfælde, at nej’et kom først i Frankrig. Der kunne også komme nej’er mange andre steder.
En ny folkeafstemning ville give et nej, og traktaten ville med sikkerhed falde, hvis man tillod en afstemning f.eks. i Storbritannien.
Hans konklusion var ikke, at vi så måtte lave en ny tekst, der kunne vedtages af vælgerne. Han konkluderede i stedet, at vi fremover måtte undgå folkeafstemninger.

POLITISK AFTALE OM AT UNDGÅ FOLKEAFSTEMNINGER
Statsministrene har indgået en politisk aftale om at undgå folkeafstemninger. Det er årsagen til, at Fogh aflyste den danske.
Den 21. december 2006 var den tyske kansler Merkel på besøg hos Fogh i København. Europa-Parlamentets gruppeformænd var på besøg hos Merkel i Berlin og spiste middag med Merkel og alle hendes ministre aftenen før. 
Jeg havde den ellers meget sympatiske Merkel på tomandshånd, da vi forlod mødet og blev klar over, at tyskerne allerede inden deres formandskab startede arbejdet med at omgøre og hindre folkeafstemninger.
Mine højtstående kilder bruger udtrykkeligt udtrykket ”en politisk aftale mellem statsministrene” om at undgå folkeafstemninger.
Den britiske premierminister, Gordon Brown, og den franske præsident Sarkozy har insisteret på denne aftale for at køre traktaten igennem.
Den tyske kansler og hendes hjælpere har presset alle bortset fra Irland til at opgive folkeafstemninger.  Det tyske formandskab har haft en god hjælper i det danske Udenrigsministerium, og de har ikke haft svært ved at få Fogh med til at afskaffe folkeafstemningen.

FRA GRUNDLOVENS FOLKESTYRE TIL HULEMØDER MELLER JA-PARTIER
Fogh har sikret flertallet i folketinget ved at holde fortrolige hulemøder med EU-partierne, også SF.  Her er de blevet enige om at se bort fra Grundlovens klare regler for overladelse af suverænitet. Her har de også i fællig afskaffet mindretalsbeskyttelsen i Grundlovens § 42, som giver 60 medlemmer af folketinget ret til at kræve allehånde lovforslag (dog undtaget finanslove m.fl.) sendt til folkeafstemning.
På en række nye områder indføres der nu flertalsafgørelser i EU, som ikke muliggør overholdelse af Grundlovens § 42.
Denne mindretalsgaranti kan kun fjernes lovligt ved at ændre selve Grundloven. Den kan ændres politisk – men stadig ikke grundlovsmæssigt korrekt - ved at bede vælgerne om at begrænse mindretalsgarantien om folkeafstemninger ved en særlig folkeafstemning.
I stedet har politikerne på Christiansborg valgt selv at afskaffe rettigheder for kommende folketing. I åbenlys strid med både Grundlovens ånd – og bogstav.

SF BRYDER GRUNDLOVEN
SF har offentligt krævet folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Men reelt kun på skrømt og for at holde sammen på partiets medlemmer. Villy Søvndal har reelt overladt partiets EU-politik til Margrete Auken, Steen Gade, Annegrete Holmsgaard og Nyt Europas øvrige kernetropper, for at få fred til andre ting.
Det er beskæmmende, at også JuniBevægelsens gamle samarbejdspartnere i SF dermed kommer til at bryde Grundloven. Hvis SF for alvor ønskede folkeafstemning, skulle Villy bare sige det til Fogh, så ville han få den, for Fogh har brug for SF for at slippe af med danske undtagelser.
Efter en ratifikation har Fogh brug for SF til at få fjernet det retspolitiske og militære forbehold. Det giver SF en enestående magt.
Der er 69 medlemmer i folketinget, som gik til valg på at ville have folkeafstemning. Hvis 60 af dem skrev under på et krav om folkeafstemning, ville flertallet ikke kunne ratificere uden at spørge vælgerne efter Grundlovens § 20 eller 88.

FINANSLOV UDEN UDGIFT TIL FOLKEAFSTEMNING
Så enkelt er det. Tilsvarende råder Dansk Folkeparti over et våben, de har valgt ikke at bruge. Hvordan kan deres modstand mod Lissabon-traktaten tages alvorligt, når de vil levere stemmer til en finanslov, uden der er afsat en udgift til en folkeafstemning?
Det er særligt til vedtagelse af finansloven, Fogh har brug for deres stemmer. Det er her, Pia og kolleger kan få det, næsten som de vil.
Fogh kunne så vælge en alliance hen over midten – den tror jeg ikke på. Hvis Dansk Folkeparti, SF og Ny Alliance virkeligt ønskede folkeafstemning, kunne de sætte den igennem.
Realiteten er, at ingen af dem prioriterer hensynet til de 75 % af de danske vælgere, som ønsker folkeafstemning. Og ingen af dem brugte folketingsvalget til at få dette spørgsmål på den offentlige dagsorden.
JuniBevægelsens grundproblem er, at vi er isolerede blandt politikerne. De respekterer os, men regner os ikke.  De regner med at kunne slippe godt fra løftebruddet om den aflyste folkeafstemning.
De over 80 % i folketinget tegner kun 20 % af befolkningen i mange EU-spørgsmål.

LØFTE OM LÆSEMULIG UDGAVE
Det er lettere absurd, at mit kontor skal stå for udsendelsen af læsbare udgaver af en traktat, vi er imod. Men statsministrene har truffet beslutning om, at ingen EU-institutioner må udgive en læsemulig udgave, før den er godkendt i samtlige lande.  Det er en ret fantastisk beslutning, som er bekræftet officielt af den polske udenrigsminister i det polske parlament.
Jeg fik i oktober 2007 under et møde i formandskonferencen med Kommissionens formand og næstformand et løfte om en konsolideret udgave. Løftet blev afgivet af Kommissionens næstformand, Margot Wallström, som er ansvarlig for kommunikation til borgerne.  Det løfte kunne hun ikke indfri, fordi statsministrene ikke ville tillade det.
Hun forsøgte faktisk på det, men blev stoppet af formanden, som hellere ville please den britiske premierminister, Gordon Brown, end borgerne. Han havde næppe noget andet valg, sådan som hakkeordenen er mellem de største landes statsministre og en formand for Kommissionen, der gerne vil genvælges.
Siden opnåede jeg en enstemmig beslutning i Europa-Parlamentets forfatningsudvalg om, at vi så selv skulle fremstille en læsemulig udgave.
Formanden for Parlamentet, Hans-Gert Pöttering, lovede mig også en såkaldt konsolideret udgave i andet forsøg på et møde i formandskonferencen.
Men han fik heller ikke lov til at levere varen.
Der er ganske enkelt et beslutningsniveau over de officielle organer, som groft tilsidesætter de officielle organers formelle beslutninger. De officielle organers beslutninger er end ikke omgjort. De glemmes blot og føjer et eksempel til den stigende lovløshed i Unionens top.
Selv det slovenske ministerråds formand, Dimitrij Rupel, lovede mig en officiel konsolideret udgave under et møde i Parlamentets forfatningsudvalg. Samme aften fik jeg så omsider løfte om at kunne få den allerhelligste, helt officielle udgave fra mester selv, lederen af den juridiske tjeneste i Ministerrådet, Jean-Claude Piris.  Dagen efter trak han også løftet.
Formentlig fordi den britiske premierminister igen har insisteret på, at der ikke offentliggøres noget som helst, der kan læses, før traktaten er vedtaget.
Men presset har hjulpet. Den 15. april offentliggør Rådet en konsolideret udgave på alle sprog. Den 9. maj står de i EU-Tidende.

KAMPEN FOR NÆRHED

Siden september 2006 har Kommissionen fremsendt forslag om nye love direkte til de nationale parlamenter i EU-landene. Det er måske JuniBevægelsens allerstørste sejr. Drude Dahlerup fremførte nærhedsprincippet som vores vigtigste krav efter folkeafstemningen 2. juni 1992. Jeg har på alle møder i EU-parlamentet og forfatningskonventet fremført kravet om, at lovgivningsprocessen skal starte fra neden i de nationale parlamenter.
Kravet kom med i forfatningen, men meget udvandet, så kommissærerne bare skal se på indvendinger fra de nationale parlamenter. De skal ikke rette sig efter dem.
Kommissionens formand, Jose Barroso, gik skridtet videre på et fællesmøde mellem nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Han lovede at indføre det nye system med det samme – og tilføjede, at han ville rette sig efter parlamenternes indstilling.
Wauw.
Nu viser det sig måske, at vi har sejret ad helvede til. De nationale parlamenter gider dårligt læse posten fra Bruxelles.  Fra omkring 10 nationale parlamenter (mange har to kamre) er der på de første 15 måneder kun kommet i alt 152 reaktioner på lovforslagenes forenelighed med princippet om subsidiaritet (nærhed) og forholdsmæssighed (proportionalitet).
Det er især det franske senat og det britiske overhus, som har reageret. Folketinget er kommet med 11 reaktioner. Selv ikke vores eget folketing gider tage imod Barrosos reelle tilbud om indflydelse i den tidlige lovgivningsfase.
De 152 reaktioner har ikke givet anledning til ændringer i et eneste lovforslag. Det er frustrerende, at en af vore mærkesager om at kontrollere EU fra de nationale parlamenter, ikke fungerer, og næppe kommer til at fungere, med mindre man tvinger de nationale parlamenter til at udtale sig om samtlige forslag med angivelse af, hvem der stemmer hvad – så partierne kan holdes ansvarlige af journalister og vælgere.
Jeg kan ikke begribe, hvorfor nationale parlamenter - i alle lande - vægrer sig ved at søge indflydelse på landets love.

ÅBNE MØDER I FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Siden 6. oktober 2006 har Folketinget mødtes som regel hver fredag i fuld åbenhed. De har også givet forhandlingsmandater til ministrene i fuld åbenhed. Det er meget sjældent, møderne har været lukkede.
Det er også en juni-mærkesag fra vor spæde start, som nu er realiseret. Den er fulgt op med direkte tv-transmissioner, så man kan sidde hjemme ved computeren og følge med i drøftelserne.

SEJRE FOR SUNDHED OG MILJØ
I Europa-Parlamentet har vi vundet nye sejre for princippet om mindsteregler i stedet for total-harmonisering. De er gennemgået i den skriftlige beretning.
Vi kan måske beholde vores forbud mod nitrit i øko-pølser.

SVINDEL MED PARLAMENTSPENGE
EU-Parlamentets to største grupper har nægtet at offentliggøre en intern revisionsrapport om snyd med den såkaldte sekretariatsgodtgørelse.
Hvert medlem af Parlamentet får hver måned ca. 126.00 kr. til ansættelse af medarbejdere.
Nogle ansætter deres familie. Andre lader pengene dukke op på konti, der tilhører dem selv. I et tilfælde er pengene sendt til en vuggestue. I et andet tilfælde til en trælastforhandler. Over halvdelen af de opgivne arbejdsgivernumre er forkerte. Det er næppe, fordi medlemmerne ikke mestrer titalssystemet. Formodningen fra revisoren er, at det dækker over manglende betaling af moms, skat og social sikring.
Jeg har regelmæssigt gennem 29 år foreslået en forenkling af systemet, så der ikke kan svindles med det. De to store grupper, PSE og PPE, afviser hver gang. På det seneste møde i formandskonferencen før den seneste skandale foreslog jeg igen, at man kun udbetalte pengene direkte til de ansatte eller mod forelæggelse af ansættelseskontrakter.
Afvist igen, men alle var dog enige om at reformere systemet med virkning fra næste EU-valg.
I budgetkontroludvalget forlangte jeg afstemning ved navneopråb om offentliggørelsen af rapporten. Den østrigske socialistiske formand nægtede overhovedet at sætte kravet til afstemning. Han fik i ledtog med generalsekretæren den juridiske tjeneste til at hævde, vi ikke havde ret til at træffe beslutning om offentliggørelse.
Så ændrede jeg forslaget til en opfordring til parlamentsformanden om at offentliggøre rapporten. Så nægtede formanden igen at sætte det til afstemning, fordi det ikke var på dagsordenen. Så bad jeg om en afstemning om at sætte spørgsmålet på dagsordenen.
Den kunne han ikke undgå, så til sidst stemte vi. Vi fik 14 stemmer for opfordringen til at sætte en henvendelse om offentliggørelse på dagsordenen. 21 stemte imod.
Som medlem af budgetkontroludvalget fik jeg tilbudt at kunne læse den hemmelige rapport i et særligt læserum, hvor jeg ikke kunne tage noter. Jeg skulle også underskrive en erklæring om ikke at citere fra rapporten. Jeg valgte så at lade være med at læse rapporten for i stedet tale med dem, som havde læst den. På den baggrund kunne jeg offentliggøre et sammendrag af rapporten, som afslører udbredt misbrug med sekretariatsgodtgørelserne.


KØNSSKIFTE I JUNIBEVÆGELSEN
I dag er sidste gang, jeg beretter som medlem af Europa-Parlamentet. Jeg rykker et skridt tilbage i Danmark for at gennemføre en foryngelse og et kønsskifte for JuniBevægelsen.

Jeg giver stafetten videre til Hanne, som forhåbentlig kan skaffe os det image som kritiske og konstruktive reformatorer, vi fortjener. 
Hanne er godt forberedt til jobbet. Hun har lavet vore stemmelister sammen med Line og den øvrige stemmelistefabrik. Hun er formand for JuniBevægelsens ledelse og fik faktisk over 28.000 personlige stemmer ved det seneste EU-valg.
Det er flere end de fleste danske medlemmer i EU-Parlamentet har fået. Vi var meget tæt på det andet mandat ved sidste valg.

Hanne starter i Parlamentet den 9. maj. Det er min gave til EU’s fødselsdag.
Jeg vil så passe arbejdet fra anden række i Danmark - frem til EU-valget i juni næste år.
Jeg har samtidig overtaget Hannes arbejde i Europa, som formand for vores fælles-europæiske parti, EU-Demokraterne.
Jeg løber ikke af pinden, før der igen er demokrati i Europa. Men jeg vil arbejde på en anden måde.
Ved hvert valg til EU-Parlamentet har jeg sagt, at jeg ikke ville være kandidat. Hver gang er jeg blevet overtalt til at fortsætte. Nu håber jeg, I vil behandle Hanne ligeså godt, som I har behandlet mig.
Tak for årene, der løb. 
Jeg har berettet hvert år i 35 år. Først for Notat i Folkebevægelsen mod EF, så for jeres udsendte folkevalgte i Strasbourg og Bruxelles. Jeg er nu den, der har siddet længst i Europa-Parlamentet. Vi er seks fra det første direkte valg i 1979. De fem blev valgt om søndagen, jeg blev valgt som den første om torsdagen.
Så det er den sande veteran, der takker af. Jeg er den yngste af de 6. De andre fortsætter. Jeg foretrækker at gå, mens der stadig er folk, som spørger: hvorfor dog det, i stedet for at vente til den dag, hvor folk siger: hvorfor er han ikke gået noget før.
Jeg har været glad for arbejdet i Parlamentet, stort set hver eneste dag i 29 år. Hver gang vi har tabt en sag, har jeg fået et nyt kapitel til min næste bog.
Jeg har udgivet 60 bøger om EU, det er min hobby. Det er ved at skrive, jeg finder ud af, hvad der foregår EU.
Den 2. juni 1992 er den største dag i mit liv. Med det danske nej ved folkeafstemningen om Maastricht-traktatens union, satte vi en helt ny dagsorden i Europa med Åbenhed, Nærhed og Demokrati, som vi fikst forkortede ÅND.
Dengang stod CNN, BBC og en række andre TV-selskaber i kø i haven for at sende vores budskab ud i verden. 
I de seneste år har vi vundet flere sager, end vi har tabt. De mange små og sejre for åbenhed er blevet til en hel bog.
Da jeg startede i EU, var selv telefonbogen hemmelig. Vi fik den på nettet.
Dagsordener og referater fra Kommissionens møder var også statshemmeligheder, som kun fandtes på fransk. Dem fik vi også på nettet.
Kommissionens arbejdsgrupper blev holdt hemmelige. Barroso gav mig listen med 3.094 hidtil hemmeligholdte arbejdsgrupper.
Fra næste år kan alle studere navnene på nettet.
Selv landbrugsudgifterne vil blive offentliggjort, så enhver EU-borger kan se, hvor deres EU-kontingent går hen.
Meget er nået. Mere skal gøres. Der er brug for JuniBevægelsen. Vi kan gøre en forskel i EU.

 


Ældre Beretninger til JuniBevægelsens landsmøder

Beretninger til JuniBevægelsens landsmøder

image


image

Politikområder