Kronik - Kære Rom-traktat
Her ved Rom- traktatens 50-års jubilæum er den bedste gave, vi kan give EU: åbenhed, nærhed og demokrati.
Bragt i Politiken d. 19. marts 2007
Folkestyre i Grundtvigs fædreland er Hal Kochs samtale, respekten for mindretal og muligheden for indflydelse mellem valgene.
Vi stemmer med pungen på markedet, men kan moderere markedets virkninger med folkestyrets love. Der er ingen over og ingen ved siden af Folketinget – bortset fra grundloven og vælgerne!
Vi kan indføre større lighed med vores demokratiske stemme, uanset størrelsen på vores pung og placeringen af vores vugge. Selv børn uden vugge får deres fulde stemmeret ved valgurnen. Børn med sølvske må også lære at rette sig efter folkestyrets love.
Folkestyre er mere end formelt demokrati. Alligevel er kernen, at man kan gå til hemmelige og almindelige valg, få et nyt flertal i en folkevalgt forsamling og derefter nye love. Love er ikke evige, de kan ændres af vælgerne. Alle er lige for loven.
Demokratiet og retsstaten er den vigtigste fælles værdi for alle lande i EU og betingelsen for medlemskab. Udemokratiske lande kunne komme med i NATO, men ikke i EU.
Det er derfor historiens største paradoks, at EU ikke selv er et demokrati. EU-love kan ikke ændres af vælgerne ved hemmelige og almindelige valg.
Romtraktaten og det indre markeds regler sætter pengemarkedets stemmer over vælgernes. Love ændres ikke ved valg, men ved hemmelige, bureaukratiske forhandlinger, som indimellem afløses af politiske beslutninger med konsensus og kvalificeret flertal.
Jeg stemte nej til Danmarks EF-medlemskab, fordi Romtraktaten ikke var demokratisk (og fordi jeg ønskede et tæt samarbejde i Norden og et helt, udelt Europa). EU-grundloven er siden forværret nogle gange, særligt af EF-domstolen. Men det er ikke et specielt dansk problem. Unionens ’grundlov’ og EF-domstolen har begået samme demokratiske underslæb over for alle borgere i EU.
Vi er alle lige over for det demokratiske underskud.
Her ved 50-års dagen for Romtraktaten er den bedste fødselsdagsgave, vi kan give EU: Åbenhed, Nærhed og Demokrati = ÅND. Vælgerne skal kunne tæmme markedet med fælles minimumsregler for velfærd, sundhed, miljø, arbejdsmiljø, sikkerhed, forbrugerbeskyttelse og dyrevelfærd.
Efter 35 års dagligt arbejde i og med EU er jeg ikke blevet mildere i kritikken. Jo mere jeg ved, jo mere kritisk er jeg. Jo flere jeg har lært at kende, også i toppen af systemet, jo mere ser jeg dem som magtesløse ofre for kræfter, de ikke selv kan styre.
Jeg er derimod blevet venligere over for menneskene i systemet. På afstand så jeg dem som fjender, fordi jeg troede, de stod for det, de gjorde. Men det er faktisk undtagelsen, at man møder folk, som forsvarer det, de gør og beslutter.
Der er altid en eller anden nødvendighed, som de ikke kan rokke ved. En ubrydelig logik, som fortrænger det, menneskene vil. Folkestyret er altid svagt placeret som den lille David mod pengenes store Goliat.
Særligt efter det franske og hollandske nej til EU-forfatningen i 2005 har mange, selv i kommissionen, erkendt, at de ikke slipper uden om reformer.
Siden 6. oktober 2006 har Folketingets Europaudvalg mødtes offentligt hver fredag for at give danske ministre forhandlingsmandat. Det har jeg arbejdet for i 34 år. Nu er det virkelighed.
Siden 15. september 2006 har kommissionen fremsendt alle forslag til nye love til udtalelse hos de nationale parlamenter, inden forhandlingerne starter i Bruxelles. De nationale parlamenter inviteres til at udtale sig om forslagenes forhold til nærheds- og nødvendighedsprincippet. I det fremmedgørende EU-sprog kaldes det for subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne.
Hvert parlament kan nu for hvert forslag beslutte, hvilken grad af EU-samarbejde de ønsker. Man kunne indføre fire farver til meddelelsen. Give rødt kort til de forslag, EU skal lade ligge. Gult, hvor man gerne ser fælles koordinering, men ingen bindende love. Grønt for forslag, som vi ikke selv kan lovgive om effektivt, og hvor vi alle vil vinde ved at lovgive bindende i fællesskab med fælles minimumsregler. Sort, hvis vi ønsker totalharmonisering uden nationale undtagelser.
Kommissionen har lovet at rette sig efter udtalelserne fra de nationale parlamenter. Det er en invitation til medindflydelse. Vore folkevalgte i de nationale parlamenter er desværre for dovne til at tage imod den. Reformen er måske den største indrømmelse, jeg har opnået i mit politiske liv – og den har endnu intet forandret!
Jeg lærte på universitetet, at politik er kampen om fordeling af værdierne med gyldighed for et samfund. Alle ønsker indflydelse og magt til at sætte dagsordenen og retningen for samfundets udvikling.
Når jeg kigger mig omkring, er der hård kamp om positioner, privilegier og magt. Men de fleste trodser de politologiske læresætninger og løber fra muligheden for indflydelse i EU.
Folketingets Fagudvalg er ekstremt træge til at læse EU-forslag og komme med en mening. Europaudvalget har sat rammer og blandet sig i vigtige afgørelser, men aldrig været effektivt til at kontrollere regeringens handlinger i EU. De har endnu aldrig bedt om referater eller mødedokumenter fra de godt 30 specialudvalg, som centraladministrationen bruger til at skabe konsensus om danske holdninger i EU.
Hele 85 procent af alle EU-love vedtages i 300 hemmelige arbejdsgrupper under ministerrådet. Selv ministrene løber fra muligheden for at præge indholdet. Embedsmænd skriver selv forhandlingsinstrukserne til de andre embedsmænd, som forhandler lovene. Embedsmænd skriver også de taler, som ministrene læser op, oftest uden at have været med til at formulere dem.
Kommissionen forbereder forslag til love gennem 3.000 andre hemmelige arbejdsgrupper. Her er kommissærerne som regel uden kendskab til, hvad der foregår. I 2005 blev der ikke truffet en eneste beslutning i kommissionen ved afstemning.
Over 2.500 beslutninger blev taget ved skriftlig procedure. Langt de fleste beslutninger vedtages dermed af underordnede og helt ukendte embedsmænd fra kommissærernes kabinetter, i et uigennemskueligt samvirke med de ansatte i generaldirektoraterne.
Hovedreglen er, at kommissærerne ikke søger at maksimere deres indflydelse på lovforslagenes udformning, men fører drabelige interne kampe om adgang til ressourcer, penge og ansatte til at tilfredsstille deres ansattes konkurrence med de andre kontorers ansatte.
EuropaParlamentet er den mindst ringe af EU-institutionerne. Men også her er det et mindretal, som virker effektivt for at påvirke lovenes indhold. Vi sidder i udvalg og diskuterer på baggrund af forældede forslag.
I rådets arbejdsgrupper er kommissionens forslag ændret drastisk, vi ved det bare ikke. Bag ved os sidder studerende og ansatte fra EU-landenes ambassader med sidste nyt. Medlemmerne får det ikke, officielt. Der er som regel to-tre medlemmer i et udvalg, som skaffer sig informationen uofficielt.
De fleste medlemmer føler slet ikke, de har et problem. De ved ikke, at de ikke følger med i lovprocessen. Det er hovedreglen, men en sag kan havne i et særligt forligsudvalg med 25 medlemmer fra Europaparlamentet og 25 fra de forskellige medlemslande.
Forhandlinger foregår aldrig i de dertil indrettede forligsudvalg. De holdes meget passende for lukkede døre, så ingen opdager, hvad der ikke sker. Der er dog en reel forhandling om parlamentets ændringsforslag med kommission og råd, men den foregår mellem embedsmænd fra de tre institutioner. De forbereder såkaldte trialogmøder for rådsformand, kommissionsrepræsentant og Europa-Parlamentets ordfører og/eller en næstformand og måske en udvalgsformand.
Her kan lovforslag flytte sig. Europa-Parlamentet kan få indrømmelser og får det. I hovedsagen er det nu det eneste sted, hvor folkevalgte kan sætte aftryk på lovenes udformning.
I 2005 blev der vedtaget over 3.124 love, men kun 57 ved fælles beslutningstagning, hvor Europa-Parlamentet har denne mulighed for indflydelse.
Hovedreglen er, at love forberedes og besluttes af embedsmænd. Den lovgivende myndighed foretages af den udøvende magt. Inden for de rammer, som er fastlagt af den dømmende myndighed – EF-domstolen.
Magtdelingen er mere præget af Machiavelli end af Montesquieu.
Domstolen har udviklet sig til den vigtigste lovgiver for det indre marked. I 1964 indførte domstolen princippet om EU-rettens forrang. Det var Romtraktatens forfattere ikke enige om. Dommen betød en revolution fra samarbejde mellem lande til supranationalt fællesskab, men dommen blev ikke omtalt i datidens aviser.
I 1978 besluttede domstolen, at en vare, der er lovlig i et medlemsland, som hovedregel skulle være lige så lovlig i alle andre lande. Hermed overførtes suverænitet i et hidtil ukendt, uendeligt omfang. Ikke til demokratiske institutioner, ikke besluttet af folkevalgte eller ved folkeafstemning – men ved dom.
Magten gik fra vælgerne og de nationale parlamenter til markedet. Med EF-pakken fra 1987 fik EU så mulighed for at modificere markedet, hvis kommissionen ville stille et forslag, som kunne vedtages med kvalificeret flertal i ministerrådet.
Parlamentet fik også mulighed for at stille ændringsforslag under en særlig samarbejdsprocedure.
Med Maastrichttraktaten fra 1993 indførtes forligsproceduren. Den giver indflydelse til Europa-Parlamentet, hvis/når socialdemokrater og borgerlige kan enes. Ændringsforslag kræver absolut flertal af medlemmerne, i praksis støtte fra 60 procent.
Sker det, vanker der reel indflydelse til folkevalgte. Men det er undtagelsen, ikke reglen for loves vedtagelse. Hovedreglen er stadig lovgivning ved embedsmænd, påvirket af lobbyister i lukkede forsamlinger. Der har virksomhedsinteresser større lydhørhed end store flertal af vælgere, lønmodtagere og forbrugere.
For at få kvalificeret flertal i rådet skal de fleste lande være enige. Der kan kun vedtages love i ministerrådet, hvis de støttes af både socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Der findes ikke en eneste lille EU-lov, som er vedtaget af ’de røde’ – eller af de blå regeringer. Love kan kun vedtages, hvis begge sider er enige – og hvis de ikke valgte i kommissionen tillader det!
Kunsten i Europa-Parlamentet er ikke at få flere stemmer til de røde eller blå, men at få valgt nogle habile håndværkere, der kan skabe konsensus over midten. Kun sådan kan markedet modificeres med stemmeret.
Det startede med toldunion og landbrugspolitik. I dag mødes samtlige ministre, bortset fra kirkeministeren, for at lave fælles love i EU.
Godt 90.000 sider love efter Romtraktatens vedtagelse er problemet ikke integrationens omfang, men dens mangel på demokratisk forankring og dermed legitimitet.
Der er to mulige løsninger til det demokratiske underskud. En forfatning med to kamre til at lovgive i fuld åbenhed som i normale føderalstater, men EU mangler et fælles folk. Den realistiske løsning er et demokratiernes Europa med større frihed til medlemslandene, fuld åbenhed og valg af alle, der vedtager love for borgerne.
Det indre marked bør ikke længere stå over demokratiet, men styres demokratisk. Så undgår vi også de værste skævere som ekstra fedt gennem transfedtsyrer og landbrugsstøtte, kræft gennem nitrit og nitrat, drikkevand med sprøjtegifte, farvestoffer, der giver allergi, farlige stoffer i luften, øget drivhuseffekt, klimaforværring og uønskede tilsætningsstoffer til babymad.
I de første 50 år blev EU hverken forbrugernes eller vælgernes fælles marked. Så meget større er udfordringen nu, hvor dansk folkestyre er blevet undtagelsen, og tværnationale markedskræfter og embedsmandsstyre hovedreglen.
Kære Romtraktat, tillykke med fødselsdagen – min gave er vore nu 27 medlemslandes grundlove, hvor du kan læse om demokrati og undre dig over, at vi hver for sig har demokrati og glemmer alt om det, når vi deler suverænitet i EU.
