Bondes Briefing
I denne uge kan du læse om dommen i Vaxholm-sagen og om statsministerens svar på et spørgsmål Jens-Peter Bonde har stillet via Europa-udvalget omkring Vaxholm-sagen.
Lovlig lav løn
”Nødderne knækker vi stadig selv”. Sådan annoncerede LO’s og Dansk Arbejdsgiverforenings formænd i fællesskab for medlemskabet i EU før folkeafstemningen 2. oktober 1972.
35 år efter står den danske aftalemodel for fald. EU-Domstolen har med den såkaldte Laval-Vaxholm-sag fra 18. december 2007 dømt en svensk faglig konflikt ulovlig. Et lettisk byggefirma har fået Domstolens ord for, at det er lovligt at arbejde til lettisk løn i Sverige.
Mange har spurgt mig, hvad jeg forventede fra Domstolen. Jeg har hver gang sagt, det var helt usandsynligt, Domstolen ville dømme Sverige i Vaxholm-sagen. De ville finde en måde at sno sig uden om en klar dom. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig en så revolutionær dom.
Så dumme kunne de ikke være. De måtte dog vide, at en sådan dom ville hindre vedtagelsen af Lissabon-traktaten. Jeg kunne ikke forestille mig, at en svensk eller dansk regering kunne tåle at få en sådan dom og så lade som ingen ting under behandlingen af Lissabon-traktaten.
Her har jeg taget fejl. To gange.
Dommen fjerner grundlaget for de danske minimallønsordninger. I Danmark er det nu helt lovligt at arbejde for mindstelønnen på godt 100 kr. i timen, selv om den gennemsnitlige løn er dobbelt så stor. En faglig aktion vil ikke være tilladt.
Efter dommen kan den lovlige løn-dumping kun hindres ved at hæve mindstelønnen til den almindelige timeløn i de forskellige fag, eller ved at indføre en statsligt fastsat mindsteløn, som udenlandske virksomheder så også skal følge.
Men hvis man som lønmodtager får den statsligt garanterede mindsteløn eller lønnen fra den kollektive overenskomst, uanset medlemskab i fagforeningen, kræver det en vis idealisme at fortsætte med kontingentindbetalingerne til fagforeningen.
De fordele, som tilkæmpes gennem kontingentet, vil også tilfalde dem, der ikke betaler kontingentet. Det er virkelig en interessant udfordring for fagbevægelsen, som i forvejen slås med faldende medlemstal.
Hvis det ikke lykkes at hæve mindstelønnen eller få en lov, som forpligter alle til at respektere den almindelige overenskomstmæssige løn, står fagbevægelsen med et andet problem. Et arbejdsmarked med A- og B-mennesker til vidt forskellige - lovlige - lønninger.
I disse dage anes konturerne af et sådant arbejdsmarked. Der er formentlig 13.000 udlændinge, som arbejder på B-byggearbejdsmarkedet til ofte halve lønninger. Fagbevægelsen bruger nu kontingentkronerne til at patruljere sådanne arbejdspladser.
Lønmodtagerne finansierer gennem deres faglige kontingenter den tilsynsrolle, som helt tydeligt ikke er løst med den såkaldte Østaftale. Østaftalen skulle ellers sikre, at borgere fra de nye EU-lande kun kan få arbejde i Danmark, hvis det sker til den almindelige overenskomstmæssige løn.
Med Laval-Vaxholm-dommen mister fagbevægelsen et vigtigt redskab.
Hvis den ikke korrigeres, vil den danske såkaldte aftale-model forsvinde.
Dommen fortolker princippet om den fri bevægelighed og et udstationeringsdirektiv. Fortolkning gennem en dom kan ikke ændres af valgte i EU. Direktivet kunne ændres med et forslag fra Kommissionen og et kvalificeret flertal i Ministerrådet. Det er urealistisk. Kommissionen glædede sig over afgørelsen på pressemødet på dommens dag, den 18. december.
Den eneste realistiske mulige måde er derfor en protokol, som tilføjes Lissabon-traktaten. Jeg har lavet et forslag og sendt til folketingets Europaudvalg. Jeg har også stillet spørgsmål til statsministeren gennem Europa-udvalget og nu fået et rystende ligegyldigt svar:
”Det forestående arbejde i forhold til Laval-dommen har ingen forbindelse til Danmarks ratifikation af den færdigforhandlede og undertegnede Lissabon-traktat”, skriver statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Anders Fogh har med stor omhu fjernet sit ry som minimalstatsminister. Han risikerer nu i stedet at blive minimalløns-statsministeren, for den sædvanlige løn i Danmark kan nu kun sikres ved, at statsministeren selv rejser sagen med kollegerne i Det Europæiske Råd.
Første lejlighed er topmødet i Bruxelles i midten af marts. Det er her, han skal fremlægge et forslag til protokol, som fjerner virkningerne af den overraskende og revolutionære dom. Danmark fandt sagen så vigtig, at vi afgav indlæg for Domstolen. De danske argumenter er alle sat til side til fordel for fri konkurrence på løn-markedet.
Den danske velfærd er især skabt gennem et velorganiseret arbejdsmarked. De faglige organisationer er ikke et onde, men hjælpere. Det er ikke kun Socialdemokratiet og fagbevægelsen, som har glæde af den faglige organisering. Det har alle seriøse arbejdsgivere også.
For den enkelte arbejdsgiver er høje lønninger ikke et problem, hvis konkurrenterne skal betale den samme løn for arbejdskraft. Så er konkurrencen lige. Seriøse arbejdsgivere har lige så meget at frygte i Laval-dommen som lønmodtagerne.
For vi får nu et lovligt B-arbejdsmarked, hvor nogle arbejdsgivere kan konkurrere de seriøse væk ved at betale meget lavere lønninger. Dermed fjernes presset for innovation og konkurrence på kvalitet.
Jeg var sikker på, at statsminister Anders Fogh og arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen omgående ville gribe ind over for en sådan dom.
Her tog jeg også fejl. Læs selv statsministerens fulde svar:
Statsministerens svar.
Læs også Bondes forslag til en protokol om tjenesteydelser her.
Næste uge i Strasbourg
Denne uge var en såkaldt gruppeuge i Bruxelles, hvor vi forberedte samlingen i Strasbourg, som starter mandag den 18. februar. Læs den endelige dagsorden her.. Vi skal bl.a. debattere betænkningen om Lissabon-traktaten, jeg har taletid til dette punkt, ligesom jeg har stillet 22 ændringsforslag til teksten.
Betænkning om Lissabon-traktaten
