Nordisk rod
Tirsdag den 30. oktober åbnede Nordisk Råd i Oslo. Jeg er næstformand i Europa-Parlamentets delegation for det nordiske samarbejde, EFTA m.v. og deltog derfor i drøftelserne. Onsdag forelæste jeg på universitetet i Oslo, hvor jeg tog bladet fra munden.
Nogen skal jo optræde som den lille dreng i kejserens nye klæder. Det nordiske samarbejde har ingenting på. Det står afklædt og nøgen, fordi næsten alle love nu om dage vedtages i EU.
Med Lissabon-traktaten overlades de sidste opgaver fra medlemslandene til EU.
Så er der ikke mere at harmonisere i Norden. Lovene besluttes udenlands. Finland, Sverige og Danmark deltager i udarbejdelsen. Norge og Island modtager resulaterne per email og fotokopierer dem en gros, uden at ændre et komma eller forsøge at påvirke lovgivningsmaskinen i Bruxelles.
Norge og Island har igen gjort sig til kolonier. Rige, ganske vist. De slipper for det store kontingent til EU-kassen. De slipper for at betale ret meget til fup og spild og fråds. Men friheden er forvandlet til statholdere, som ydmygt modtager dekreter om at rette ind efter flertalsbeslutningerne i Bruxelles.
Norge og Island har vetoret over for madsminke og andre love. De foretrækker sminken og andre ubehageligheder for at dokumentere over for deres borgere, at det er bedre at være fuldt med i EU. De har vedtaget en aktiv Europapolitik, men den er endnu ikke set i EU-hovedstaden.
Her lovgiver vi uden input fra de frihedselskende nordmænd og islændinge. Island har endda godtaget EU’s direktiv om vandveje og jernbaner, selv om de hverken ejer kanaler eller tog. Danmark, Sverige og Finland virker hver for sig i Bruxelles og taber derfor en lang række slag, som vi snildt kunne have vundet samlet.
Det er noget slemt nordisk rod. Det kan gøres meget bedre.
Hvorfor ikke lade de nordiske landes ambassader rykke sammen i en stor flot fælles bygning med den bedste og flotteste nordiske arkitektur, designmøbler og indretning og showroom i stueetagen?
Hvorfor ikke genoplive de hundredvis af komiteer og arbejdsgrupper i det nordiske samarbejde, med den fælles opgave at påvirke lovgivningen i EU, inden lovene er vedtaget?
Hvorfor ikke arbejdsdele mellem nordiske myndigheder og eksperter for at få de højeste standarder for sikkerhed og sundhed, miljø og arbejdsmiljø, forbrugerbeskyttelser og dyrevelfærd samt kulturel mangfoldighed bygget ind i EU’s lovforslag, fra første drøftelse i de 3000 hemmelige arbejdsgrupper under Kommissionen til vedtagelsen i de 300 andre hemmelige arbejdsgrupper under Ministerrådet?
Hvorfor ikke deles om at påvirke de folkevalgte, når de vigtigste love dukker op i Europa-Parlamentets udvalg? I dag er det sjældent, at vi påvirkes fra de nordiske lande, sjældent hver for sig, aldrig samlet.
Island og Norge bør åbent erkende, at de tager deres love om hele det fælles indre marked uåbnet fra Bruxelles. Fremover kunne de være påvirkede og meget bedre. Sverige, Finland og Danmark bør erkende, at vores indflydelse i EU er stærkt begrænset hver for sig, men sammen kan vi gøre en meget større forskel.
Og vi kan få meget mere igennem i EU, hvis vore standpunkter er samordnede, også med Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz – de fire tilbageværende lande i den europæiske frihandelssammenslutning EFTA.
Tanken om nordisk samarbejde er så smuk. Men lad det ikke blive ved tanken og skåltalerne. Lad os komme i arbejdstøjet for at genskabe det nordiske samarbejde med den krævende hovedopgave, det er at påvirke lovene fra EU, inden de fjerner de sidste nordiske særtræk.
