Om den nye forfatning
Her er en artikel skrevet til Politiken om den nye forfatning.
Fredag den 5. oktober kl. 17 offentliggjorde EU forslaget til den næste EU-traktat. Det er på det tidspunkt, Europas journalister har forladt arbejdspladsen. Timingen har med stor præcision sikret, at der ikke var en linje i weekendens aviser.
Det er den traktat, der ifølge formålet skal bringe EU tættere på borgerne, som borgerne helst ikke må se. De mange fordele skal komme efter vedtagelsen. Fordelene er så store og vigtige, at man ikke må risikere, borgerne stemmer nej til deres eget bedste.
Derfor skal traktaten ikke til folkeafstemning. Der er dog en enkelt svipser. Det er ikke lykkedes at ændre den irske forfatning endnu. På denne lille grønne ø tillader dommerne sig stadig at tage deres grundlov for pålydende.
Irerne skal stemme om traktaten. I Danmark fik vi i 1987 en traktat om det indre marked, som var forkastet af folketinget. Den kom til folkeafstemning. Det blev et ja, og den blev vedtaget. Dermed grundlagdes en tradition for at spørge vælgerne om traktatændringer.
I 2000 blev Nice-traktaten vedtaget uden folkeafstemning. Den blev begrundet med udvidelsen. Men den indeholdt også 46 områder, hvor danske vælgere mistede det sidste ord over lovene. Hertil kommer så 60 nye områder med den netop færdiggjorte EU-traktat og de 12 områder, hvor fællesakten fra 1987 afskaffede vetoretten til fordel for
flertalsafgørelser.
Der er kun vedtaget 54 nye flertalsafgørelser ved at spørge vælgerne, heraf 30 i Maastricht-traktaten og 30 i Amsterdam-traktaten. Med den reviderede forfatning vil der være 120 flertalsafgørelser uden accept fra de danske vælgere mod 54 accepterede, oveni de 38 indeholdt i den oprindelige Romtraktat.
Uden for landbruget, toldunionen og EU’s budget er hovedparten af alle EU-love derfor vedtaget i strid med den danske grundlov. EU har aldrig fået overladt retten til at vedtage love på en række af de nye samarbejdsområder. Hovedparten af EU’s love (uden for de oprindelige kerneområder) er ulovlige – efter dansk ret.
Grundloven er nemlig meget klar. Beføjelser kan kun overlades ved at ændre grundloven eller vedtage en lov, hvor man beskriver det bestemte omfang, hvor i beføjelser er overladt. Den internationale myndighed kan ikke selv fastlægge omfanget af de overladte beføjelser. Men det er præcis det, som er sket for hovedparten af EU’s lovgivning uden for kerneområderne.
Det er sket ved udvidende fortolkninger af allerede overladte kompetencer, ved flittig anvendelse af gummiparagraffen i klar strid med folketingets beskrivelse af, hvad den kunne bruges til, ved Kommissionens og særligt Domstolens lovgivnings-aktivisme og endelig ved vedtagelser i Kommission og Ministerråd, uden at de nye lovområder er forelagt folketinget som overladelser af nye beføjelser.
Grundlovens vigtigste begrænsning er, at beføjelser kun kan overlades ved lov. Denne begrænsning har Justitsministeriet aldrig forholdt sig til. De har i stedet udviklet et fuldstændigt surrealistisk suverænitetsbegreb, som alene fokuserer på, om der formelt vedtages en udvidelse af Unionens områder for beslutninger med direkte virkning.
For Justitsministeriet er det hip som hap, om en EU-beslutning vedtages af folkevalgte, embedsmænd eller dommere. Offentligt eller bag lukkede døre. Om den vedtages med enstemmighed, hvor folketinget har det sidste ord, eller med flertalsafgørelser, hvor det danske folkestyre kan stemmes ned. Grundlovens deling af lovgivende, udøvende og dømmende myndighed og bekendelsen til folkestyre er ligegyldig historie, som ikke skaber demokratiske rettigheder for borgerne. Grundlovens krav om en lov til at overlade beføjelser er ikke en ligegyldig formssag. En lov behandles offentligt og vedtages 3 gange i folketinget. En lov kan kræves til folkeafstemning. Enhver lov kan ændres af vælgerne på næste valgdag. Love tilhører vælgerne.
Hovedparten af EU’s lovgivningsvirksomhed uden for kerneområderne er ikke vedtaget som en lov. De er vedtaget af den udøvende eller dømmende
myndighed, i EU.
Forordninger, direktiver, nye fortolkninger og domme er ikke love. De eklatante brud på grundlovens vigtigste begrænsning er dækket ind med folkelig tilslutning ved folkeafstemninger. For tilhængere af lov og orden ville det være pænere med en egentlig grundlovsændring. Men man har trods alt spurgt vælgerne, og fået ja.
Derfor bør man som minimum også spørge vælgerne, når man nu vil vedtage den hidtil vigtigste traktatændring. Folkeafstemningen var udskrevet til 27. september 2005, men blev udsat efter det franske og nederlandske nej.
Nu må vi have den. Den nye EU-traktat indeholder 105 nye EU-kompetencer, præcis som forfatningen. Der er 62 områder med flertalsbeslutning, mod 61 i den gamle. Der er ikke én lov, som kan vedtages med forfatningen, som ikke kan vedtages med ”Reform-traktaten”.
Forfatningen vedtages blot under et nyt navn. Det er ikke nogen god begrundelse for at aflyse en folkeafstemning. Hertil kommer, at den nye EU-traktat er selvsupplerende.
Statsministrene kan i enighed gå fra enstemmighed til flertalsafgørelser og indføre nye samarbejdsområder, uden at spørge vælgerne. Det er dermed en ad-libitum-forfatning, som formelt vedtages den 19. oktober i Lissabon.
