Praktiske forslag til sprogreform i EU
Her er en artikel om sprog i EU.
Af Jens-Peter Bonde
Formand for Gruppen for Selvstændighed og Demokrati i Europa-Parlamentet
I dag spildes der en masse penge på oversættelser af tekster, som ingen læser. Der tolkes til en række sprog, hvor ingen lytter. På samme tid har en række medlemmer behov for sproglig assistance, som systemet ikke løser.
Det er absurd at påtvinge os sproglig assistance, vi ikke beder om, og afvise den, vi har behov for. Jeg foreslår derfor, at vi går over til et nyt system med sproglig assistance efter behov.
Fremover skal det være medlemmerne selv, som definerer behovet, og ikke regler fra en svunden tid, hvor f.eks. protokoller skal oversættes til alle sprog, selv om ingen medlemmer læser dem, når de efter lang tid fremkommer som oversættelser.
Mødereferater kan de fleste overskue på et fælles arbejdssprog. Når man så undtagelsesvist har brug for en præcis oversættelse, inden næste mødes godkendelse af referatet, kan man ikke få den. Oversættelserne dukker op længe efter referatets godkendelse. Mange af dem har næppe læsere, bortset fra oversættere, sprogrevisorer og korrekturlæsere, som betales for at assistere med ingen ting.
Når et udvalg kun har f.eks. en enkelt dansker som medlem, og den pågældende aldrig lytter til eller taler på dansk, sidder der en fuld kabine med 3 tolke og oversætter til ingen verdens nytte.
Når det samme medlem har brug for at udtrykke sig hurtigt, præcist og fejlfrit på skriftlig engelsk eller fransk, er der til gengæld ingen hjælp at hente. Jeg skal absolut have hjælp, hvor jeg ikke beder om den, og får som regel afslag på hjælpen, hvor jeg har behovet.
På den baggrund vil jeg foreslå et pilot-projekt, hvor et eller flere medlemmer kun får oversættelser og tolkning efter anmodning, men til gengæld kan få den hurtigt og uden stive begrænsninger, når behovet er der.
Det skal ikke være administrationen, som fastlægger medlemmernes behov. Medlemmerne er voksne nok til selv at beslutte, hvor man har brug for sproglig assistance inden for et vist budgetloft.
I Parlamentets arbejde bør vi sondre mellem lovgivningsmæssigt arbejde, hvor tekster bør foreligge på alle sprog, inden behandlingen, af hensyn til borgernes lighed, og interne arbejdspapirer og møder, hvor ligestilling for medlemmerne betyder, at de har ret til den sproglige assistance, som bringer dem på lige fod med dem, der har engelsk og fransk som modersmål.
Det er et voldsomt handicap at skulle arbejde på et af de små sprog. Mange medlemmer lytter til originalsproget, selv under plenummøder. At vælge at tale på dansk er desværre også en beslutning om at tale til meget få. Her kunne sproglig ligestilling være et krav om, at medlemmer kan få meget hurtig assistance med at få et manuskript oversat til f.eks. fejlfrit engelsk.
Jeg udsender et ugentligt nyhedsbrev på engelsk og dansk, men kan ikke få den sproglige assistance til at oversætte fra dansk til engelsk. Til gengæld får jeg i formandskonferencen ordrige protokoller på dansk, som jeg aldrig har læst. Jeg læser protokollen ved fremkomsten på enten engelsk eller fransk, efter hvad der kommer først.
Jeg laver en række opslagsbord og nyttige eu-informationer til min hjemmeside: Bonde.com og euabc.com, men kan ikke få den fornødne hjælp til oversættelserne fra parlamentet. Til gengæld sidder der et hold danske tolke til alle formandsmøder og tolker til dansk, som jeg ikke har samme brug for – hvis jeg selv kunne prioritere.
Som gruppeformand fra et lille sprogområde er jeg handicappet i forhold til formænd med engelsk som modersmål. Sproglig assistance bør gå ud på at udligne handicaps, så alle medlemmer stilles så reelt lige, som det er muligt.
Vore store udgifter til tolkning og oversættelser bør anvendes optimalt, som medlemmerne ønsker det. Jeg kan ikke lide, at generalsekreter og generaldirektører skal begrænse mit mandat med deres egne beslutninger om mine behov.
Der er også en social slagside i den nuværende måde, at anvende sprog-euroerne. Ordførere fra små sprogområder har ofte brug for sproglig assistance, hvis de skal forhandle med kolleger fra andre grupper om f.eks. kompromisforslag. Her er der ingen hjælp at hente. En arbejdsmand uden sprogkundskab kan reelt ikke fungere som ordfører i et udvalg.
Medlemmer med begrænsede sprogkundskaber bør kunne få mere hjælp end medlemmer, som behersker fremmedsprog. I et demokrati kan man ikke forlange, at de valgte vælges efter deres sprogkundskaber. De skal vælges efter, hvem der er bedst til at repræsentere vælgerne.
Den sproglige indretning skal stille os lige, ikke favorisere skabelsen af ét fælles EU-sprog. Man kan have fælles arbejdssprog for ansatte, der ansættes og lønnes efter deres kundskaber. Et enkelt fælles arbejdssprog for ansatte vil på sigt kunne spare mange penge til fordel for en sproglig ligestilling for alle, der ikke er ansat efter deres sproglige evner.
Et fælles enkelt arbejdssprog for ansatte er formentlig også forudsætningen for, at vi ikke ender med et fælles enkelt sprog for alle i EU, hvor f.eks. dansk så bliver et almuesprog, der ikke bruges til lovgivning.
